Den spanske Barcelona-stjerne Lamine Yamal er en flamboyant mand.

Han holder ikke igen med sine udtalelser.

Og det har han heller ikke gjort, når det omhandler den kommende uddeling af Ballon d'Or trofæet, som uddeles til verdens bedste fodboldspiller.

Det skriver avisen Marca.

»Jeg synes ikke, jeg behøver at føre kampagne. Alle kan tænke, hvad de vil. Jeg er stolt af det, jeg har opnået, og jeg kan ikke bede om mere. Det er jeres job, jeg vil ikke tigge om noget,« sagde han ifølge mediet til pressen.

Og netop vendingen om 'ikke at tigge om noget' er en tydelig indirekte kommentar rettet mod rivalen Kylian Mbappé.

Franskmanden har nemlig for nylig udtalt sig til mediet BBC Sport om kåringen:

»Der er mange mennesker, der taler om mig og Ballon d'Or. Jeg har selvfølgelig skrevet historie i den vigtigste turnering. Måske er det et godt år for mig,« sagde han til mediet.

I samme ombæring fortalte han, at når man spiller for »den bedste klub i verden«, Real Madrid, vil folk associere en med prisen.

Kylians Mbappés landsmand Ousmane Dembélé har fortalt, at hans tre kandidater til at vinde prisen er Kylian Mbappé, Harry Kane og Khvicha Kvaratskhelia.

Men det giver Lamine Yamal ikke meget for.

I sit interview fortæller han, at Kylian Mbappé og Ousmane Dembélé er venner, så han er ligeglad med hans kandidater. Derudover tilføjer han, at han har vundet, når de har mødt de to sammen.