Hun er en superstjerne på internettet, men det er bare ikke det, hun vil.

For 17-årige norske Emilie Lein har en helt anden drøm. Hun vil være professionel fodboldspiller, og hun er godt på vej til det nu.

Emilie Lein kunne ellers nok tjene godt med penge, hvis hun fortsatte med at lave sine videoer på det sociale medie TikTok, hvor især unge mennesker deler masser af hjemmelavede minifilm. Her har hun nemlig intet mindre end to millioner følgere.

»Jeg forstår det ikke selv. Det startede som en ting med vennerne for at lave indhold for sjov. Pludselig var der en video, som stak helt af, og efter det væltede det ind med følgere,« siger Emilie Lein til VG.

Og der er penge i at have mange følgere på de sociale medier i de her dage. Ifølge norske VG kunne den 17-årige fodboldspiller tjene op mod 7.000 danske kroner pr. video, hun lægger op.

Potentielt en ret god løn for en teenager, men for Emilie Lein er det ikke pengene, der er vigtige. Hun vil nemlig forfølge drømmen om at blive professionel fodboldspiller. Den drøm er også godt på vej.

Hun er nemlig skiftet til Rosenborg, hvor ambitionerne måske kan matches. Og så tjener hun lidt ekstra på Tiktok ved siden af.

»Det er begrænset, hvor meget jeg kan tjene. Jeg bruger lang tid på mine videoer, og jeg har slet og ret ikke tid til at tage imod så mange opgaver. Men det er en fin afkobling fra fodbolden, som er i fokus 24 timer i døgnet,« siger Emilie Lein.

Du kan se Emilie Leins videoer på TikTok her.