Serbien har en altoverskyggende stjerne. Han hedder Luka Jovic og er lige blevet solgt til Real Madrid for omkring en halv milliard kroner.

Om han spiller, når Danmark møder Serbiens U21-landshold i en skæbnekamp om EM-semifinalebilletter, er ikke til at vide. Men hvis han gør, er det danske midterforsvar klar.

»Det er fedt at møde de bedste. Det er dem, vi skal måle os med. Men så meget tænker jeg egentlig ikke over det. Vi må vente og se, om han spiller. Og hvis han gør, så skal vi nok smadre ham,« siger Victor Nelsson.

Serbien har ikke mere at spille for ved EM. To nederlag – det seneste en 6-1-lussing fra Tyskland – har sendt serberne ud af turneringen.

Foto: ANDREJ ISAKOVIC
Vis mere

Derfor ved landstræner Niels Frederiksen heller ikke, om han skal forvente et helt ungt serbisk hold uden de største profiler, eller om Luka Jovic vil være en mand at holde øje med undervejs.

»Vi gør os selvfølgelig tanker om Jovic, og det gør vi, fordi han er en knaldhamrende dygtig spiller. Han har ikke rigtig fået det til at fungere i de første kampe, men serberne har heller ikke haft bolden så meget,« siger Niels Frederiksen.

Han har kigget lidt ekstra på sidste sæsons Eintracht Frankfurt-topscorer.

»Vi synes, han er en rigtig, rigtig dygtig spiller, så selvfølgelig er vi forberedte på ham og har lavet noget ekstra analyse på ham. Så må vi se, om de vælger at spille med ham. Det er deres kald.«

Foto: GABRIELE MENIS
Vis mere

Niels Frederiksen har da heller ikke tænkt sig hverken at teste sin evner med en drone eller finde sit gamle militærtøj frem og kaste sig ind i en italiensk busk med kikkert for at finde ud af, hvordan serberne vil gribe den sidste gruppekamp an.

»Vi ligger ikke på lur eller prøver at ringe til en ven, vi har et eller andet sted, som lige kan… Nej, den slags metoder bruger vi altså ikke,« siger U21-landstræneren.

Så han må vente på svar til søndag klokken 21 – eller en times tid før kampstart i Trieste.

Her kan Danmark med en sejr over Serbien spille sig tæt på en semifinale.