»Sadio, hvorfor er du sur?«
Sådan lød spørgsmålet fra Liverpools egyptiske angrebsstjerne Mohamed Salah til holdkammeraten Sadio Mané under en kamp mod Burnley i august.
På en oplagt målchance, hvor Mané stod helt fri til at sparke bolden i mål, undlod Salah at spille den til ham, og det kostede irritation mellem spillerne. Faktisk kostede det også Mané en tur på chefens kontor, skriver Daily Mail.
»Vi har talt til hinanden, og så kaldte træneren (Jürgen Klopp, red.) mig op på sit kontor, hvor vi snakkede. Jeg fortalte ham, at vi allerede havde fået det hele klaret, og han var positivt overrasket,« siger Sadio Mané til Canal Plus.
Under kampen fortalte Mané til Salah, at sidstnævnte burde have spillet bolden, og selvom egypteren fortalte, at han ikke så sin egen medspiller, og at han »intet har mod Mané,« var senegaleseren svært irriteret efter hændelsen.
»Hans reaktion var underlig, synes jeg,« forklarer Mané til Canal Plus.
Et par minutter efter blev Sadio Mané skiftet ud af træner Jürgen Klopp, og da var angrebsstjernen stadigvæk eddikesur. DU KAN SE VIDEOEN I TWEETET LÆNGERE OPPE I ARTIKLEN.
Efter kampen clearede spillerne situationen i omklædningsrummet på Turf Moor på Burnleys Stadion.
Kampen blev afviklet den 31. august og vundet af Liverpool 3-0.
Sadio Mané blev skiftet ud efter 85 minutters spil.
Liverpool fører Premier League efter otte kampe med hele otte point ned til Manchester City på andenpladsen.
Liverpool har vundet samtlige af sine Premier League-kampe denne sæson.