Den brasilianske fodboldstjerne Dani Alves er desperat.
For efter at være endt i spjældet de seneste dage, er der kun én ting, der fylder hos den tidligere FC Barcelona-spiller.
Ægteskabet med hustruen, Joana Sanz.
Dani Alves' bedre halvdel har nemlig søgt om skilsmisse, efter hendes mand er blevet varetægtsfængslet på grund af en anklage om et seksuelt overgreb.
Og derfor kommer den 39-årige fodboldlegende nu med en bøn for ikke at miste Joana Sanz, skriver det spanske medie Telecinco.
Ifølge mediet har brasilianeren i hvert fald gjort et sidste forsøg på at få sin modelhustru til at droppe skilsmisseanmodning.
Dani Alves skulle nemlig have forsøgt at kime hende ned fra fængselscellen i Barcelona de seneste dage, fordi han har fået afvist muligheden for at se både hende og resten af familien i fængslet.
På trods af de ihærdige forsøg tyder det dog ikke på, at Joana Sanz har ombestemt sig.
Barcelonas politi har i skrivende stund fodboldstjernen i deres varetægt, efter han angiveligt skulle have foretaget et seksuelt overgreb på en 23-årig kvinde natten til 30. december på natklubben Sutton i den spanske storby.
Varetægtsfængslingen finder i øvrigt sted uden mulighed for kaution.
Ifølge spanske medier var det fængslingen, der fik Joana Sanz' bæger til at flyde over, efter Dani Alves tidligere har indrømmet, at han har været sin kone utro.