Det var i Madrid, at det hele begyndte at gå skævt for Wesley Sneijder.

»Jeg blev suget ind i det. Jeg var ung, jeg nyd succesen og elskede opmærksomheden. Det var her det gik galt,« siger han.

I en ny selvbiografi afslører den tidligere hollandske fodboldspiller ifølge Daily Mirror, at han opbyggede et stort alkoholmisbrug, da han skiftede til Real Madrid som 23-årig.

Det kostede Wesley Sneijder dyrt.

Ikke kun karrieren i den spanske storklub, men samtidig også ægteskabet til Ramona Streekstra, som han få år inden havde fået et barn med.

»Jeg hadede at være alene, og hvorfor skulle jeg også være det, hvis jeg havde så mange venner, jeg kunne være sammen med? Jeg forstod ikke, at min bedste ven var vodka-flasken,« siger han.

Det er i dag knap 13 år siden, at Wesley Sneijder kom til Real Madrid i 2007, men takket været ledelsen i klubben kom historierne om byturene aldrig frem.

»Jeg tog ikke stoffer, men jeg drak og levede et rock'n'roll liv som en af stjernerne i Madrid. Og alt, hvad jeg gjorde, blev der lagt låg på. Selv når jeg var allermest fuld og væltede rundt i gaderne og brugte tusindevis af euro på at betale for alles drinks hvert eneste sted,« fortæller han i bogen.

Wesley Sneijder jubler over en scoring for Real Madrid, her mod Murcia i april 2008.
Wesley Sneijder jubler over en scoring for Real Madrid, her mod Murcia i april 2008. Foto: JAVIER SORIANO
Vis mere

Her fortæller hollædneren også, at flere holdkammerater forsøgte at få ham til at forstå alvoren og stoppe det festlige liv. Det gjorde eksempelvis landsmændene Ruud van Nistelrooy og Arjen Robben.

Meldingen fra dem lød, at han 'ikke ville overleve det længe endnu, hvis han blev ved'. Forgæves.

Wesley Sneijder fortæller videre, at han altid havde en eller anden holdkammerat fra Real Madrid med på byturene - og at det mest af alt var spanske Guti.

Den hollandske midtbanespiller var kun to sæsoner i Real Madrid, fra 2007-09, inden han blev solgt til italienske Inter. For kun halvdelen af det beløb, som den spanske klub havde givet. Facit i den spanske hovedstad blev 52 kampe og 11 mål.

Et billede kan sige mere end mange ord om Wesley Sneijders Real Madrid-tid.
Et billede kan sige mere end mange ord om Wesley Sneijders Real Madrid-tid. Foto: FELIX ORDONEZ
Vis mere

»Jeg var ikke længere god, ikke fokuseret, ikke koncentreret. Min professionelle attitude var ikke Real Madrid værdig. Jeg løj for mig selv ved at påstå, at alt gik fint,« lyder det fra Wesley Sneijder i bogen:

»I virkeligheden formåede jeg kun at bevare en plads på holdet på grund af min fodboldintelligens. Fysisk gik det kun ned ad bakke.«

Siden blev det til fire sæsonen i Inter og lige så mange i tyrkiske Galatasaray, inden korte ophold i franske Nice og Qatars Al-Gharafa afrundede karrieren. Wesley Sneijder meddelte for knap et år siden, at han stoppede sin karriere.

Kort forinden var han involveret i en drukskandale, hvor han blev anholdt i Holland for efter at have siddet og stået på en bil. Han er lige fyldt 36 år.