Den tidligere fodboldspiller og nuværende tv-vært Jakob Kjeldberg er på trapperne med sin selvbiografi 'Survivor'.
I samarbejde med People'sPress bringer B.T. herunder et uddrag af kapitlet 'Maradona', som handler om dengang, Jakob Kjeldberg skulle mandsopdække det argentinske fodboldikon
»Jeg har altid været begejstret for Richard Møller Nielsen, og begejstringen bliver ikke mindre, da han tager os direkte med ud på et steakhouse, da vi er landet.
Nu er vi i Argentina, og så skal vi dælme smage en argentinsk bøf, mener Ricardo. Under EM havde han taget spillerne med på McDonald’s frem mod de afgørende kampe, og nu skal vi på argentinsk bøfhus inden en vanvittig vigtig kamp mod et af verdens bedste landshold.
Ricardos filosofi passer mig perfekt. Når vi rejser meget, mener han, det er vigtigt at opleve noget. Da vi var i USA med ligalandsholdet, brugte vi en hel dag på at udforske ørkenen i Arizona. Sådan nogle oplevelser er med til at samle en trup, og den filosofi er med til at give Richard Møller Nielsen en kæmpe stjerne i min bog.
I Buenos Aires nyder jeg for en gangs skyld det hele. Det er noget helt andet end i Belfast, hvor jeg havde været krampagtig. Jeg hygger mig og har selskab af min holdkammerat fra Silkeborg Michael Larsen. Jeg er afslappet og suger det hele til mig, velvidende at der ikke er en chance for, at jeg skal spille.
Det er en stor kamp, og vi har en stjernedefensiv bestående af lutter europamestre. Det giver mig ro. Jeg skal bare have en fed oplevelse i Argentina.
En af dem, jeg taler mest med i Argentina, er Lars Elstrup. Lars er en fantastisk fyr. Han spiller i OB efter et ophold i den engelske klub Luton, og ligesom jeg selv interesserer han sig for andet end fodbold. Det giver en god connection mellem os.
Det gør mig godt at gå rundt og sludre med Lars Elstrup. Når jeg er i nærheden af verdensstjerner som Peter Schmeichel og Laudrup-brødrene, er der en enorm aura omkring dem, som ubevidst får mig til at trække mig. De er store navne, og de er bevidste om det. De er ikke utilnærmelige, men hierarkiet er tydeligt. Jeg er slet ikke i nærheden af dem og ved heller ikke, hvad jeg skal spørge dem om. I bund og grund er de også ligeglade med mig.
Lars Elstrup og John ‘Faxe’ er anderledes. Der er ren røv at trutte i; de er helt nede på jorden og ligetil, selvom Lars Elstrup som type er mere dyb.
I fodboldens tydelige hakkeorden drages man i en trup mod folk, man har noget til fælles med, og jeg fascineres af Lars Elstrups tænkende væsen.
Vi kan snakke om alt muligt andet end fodbold og går ofte bagerst i rækken, når truppen er ude at gå en tur for at lufte hovedet. Lars er en velfungerende bankuddannet fyr, og jeg har hele tiden en forestilling om, at når han er færdig med fodbolden og har tjent nogle millioner, så skal han tilbage og sidde i en bank.
Han har styr på tingene og noget mellem ørene. Der er ingen tegn på hverken depressioner eller spirituelle udskejelser, som til min store overraskelse senere klasker Lars Elstrup ud over forsiderne af aviserne med obskure påfund og mærkelig opførsel.
I min bog beviser det bare, at fodboldverdenen kan gøre enhver skør, ligesom jeg selv var ved at blive det undervejs i karrieren. Lars Elstrup fortalte i medierne, da han stoppede, hvordan præstationsangsten havde været ved at æde ham op, og selvom vi ikke talte om det dengang, var det formentlig med til at binde os sammen, når vi mødtes på landsholdet.
På en eller anden måde tror jeg, vi forstod hinanden uden at sætte ord på vores indre uro.
Dagen før braget mod Argentina tager vi alle i bus ud til det store stadion Estadio José María Minella. Jeg sidder ved siden af Michael Larsen og føler mig afslappet. Vi klæder om og går ud til en fælles opvarmning.
Jeg står sammen med Michael og nogle af de andre reserver og kigger over mod de rigtige landsholdsspillere. Peter Schmeichel, der står og brøler, og Brian Laudrup, der bare udstråler en helt særlig aura af klasse.
Træningen forløber fint, og der er ikke noget, der indikerer, der vil være overraskelser i startopstillingen til den store kamp.
Lige indtil et lille afbræk i træningen, hvor Richard Møller Nielsen slentrer over til mig.
“Hva så, Jakob? Hvor’n går det?” indleder han på syngende fynsk.
Der er et eller andet i gære, fornemmer jeg, men det giver ikke mening for mig. Torben Piechnik og Marc Rieper sidder tungt på de to markeringspladser foran vores sweeper, Lars Olsen, så det er svært at afkode, hvad der er hans agenda.
“Du ve’ godt, de har ham den lille kornfe’e 10’er?” spørger han.
“Ja, Maradona,” flyver det klodset ud af munden på mig, som om det er en eller anden quiz, vi har gang i. Så smider han bomben:
“Jeg har tænkt mig, at du ska’ dække ham op i morgen.” Det eksploderer inde i mit hoved. Der er et virvar af strømme og modstrømme. Ricard Møller Nielsen har fået den vanvittige idé at smide mig op på midtbanen og mandsopdække verdens bedste fodboldspiller. Den levende legende Diego Maradona.
Maradona er Gud i Argentina. I Danmark synes vi, at Peter Schmeichel er fantastisk, men i forhold til Maradonas status i Argentina er Schmeichel en bolddreng.
Jeg prøver at spille cool. Jeg er professionel og i storform, men trods alt stadig kun en Silkeborg-spiller fra Superligaen.
“Jaja, den klarer jeg,” får jeg svaret, mens der er 140 kilo tvivl, der banker løs i mit hoved.
Vi taler om en mand, der kan ALT med en fodbold. Manden, jeg havde jublet med bag skærmen, da han gjorde Argentina til verdensmestre i 1986 og Napoli til italienske mestre i 1987 og 1990.
Jeg er i færd med at blive Årets Spiller i Silkeborg som sweeper, og nu skal jeg i min første start på landsholdet spille over for fodboldguden Diego Maradona på midtbanen. Der er sgu lang vej hjem.
Derfra starter processen. Jeg er udset til en hovedrolle, og jeg kan mærke, at de store koryfæer på holdet synes, det er lidt fedt, at Silkeborgs Jakob Kjeldbjerg skal mandsopdække Maradona. Men oppe i mit hoved dunker det fortsat:
Hvordan fanden klarer jeg det her?
Det løser Richard Møller på taktikmødet på kampdagen. Han skriver startopstillingen op på en tavle. Gabriel Batistuta, Diego Simeone, Claudio Caniggia, Diego Maradona. Der breder sig en nervøs stemning i lokalet. Det er et stjernespækket landshold med ild i øjnene, der venter foran deres eget fanatiske publikum. Det er respektindgydende.
Richard Møller Nielsen bryder tavsheden med sin karakteristiske stemme.
“Gutter! Husk nu, at de der argentinere koger deres æg i akkurat samme vand, som I gør.”
Det er et simpelt kneb, men det virker. Ricardo får os til at forstå, at vi sagtens kan give dem kamp til stregen. Det er han en mester til. At få sine spillere til at tro, de kan klare enhver opgave. Også en uofficiel VM-finale mod et af verdens mest profilbesatte landshold.
Efter ‘ægge-talen’ går vi ud i spillertunnellen og afventer indmarchen til infernoet på stadion. I spidsen for argentinerne står ham den lille kornfede. Alle kigger på Maradona. Alle har fokus på ham, og han ved det. Det virker voldsomt.
Selv er jeg gået i ‘kampmode’. Det er det, jeg er trænet til. At være en kampmaskine på en fodboldbane. Diego Simeone ligner en mand, der er klar til at gå på banen og slå alt ihjel. Ham skal John ‘Faxe’ kæmpe med.
Kampen går i gang foran små 35.000 tilskuere, og vi bliver blæst omkuld. Jeg har aldrig nogensinde oplevet fodbold blive spillet så hurtigt. Det er et voldsomt tryk, vi bliver sat under. Torben Piechnik bliver flået ud efter 38 minutter, da Argentina har udlignet til 1-1, efter at vi på en eller anden måde var kommet foran på et selvmål.
For satan, hvor går det stærkt. Havde vi ikke haft verdens bedste målmand, var vi blevet massakreret. Peter Schmeichels ‘presence’ er enorm – med både redninger og verbale skyts. Argentinerne er bange for Schmeichel.
Peter er det eneste menneske, jeg har mødt, som aldrig har lavet en fejl på en fodboldbane. Sådan var hans egen selvforståelse. Han var intimiderende som person og fyldte enormt meget på alle måder.
Jeg husker særligt en VM-kvalifikationskamp i Parken mod Spanien i foråret 1993. I starten af kampen kommer der en lang bold fra spanierne, som efterlader Schmeichel og mig på mellemhånd, så Txiki Begiristain slipper igennem. Det er en bold, som Schmeichel bør løbe ud og sparke væk, men han tøver i sit målfelt. Alligevel får han klaret situationen, men det afholder ham ikke fra at svine mig til i en grad, som kun Peter Schmeichel kan gøre det.
Det var dengang, der altid var tudehorn i Parken, så man aldrig kunne høre noget – bortset fra Peter Schmeichels brøl. I lige netop den situation havde jeg kun én mulighed, og det var at svine tilbage.
Den professionelle fodboldverden er ‘survival of the fittest’. Man må ikke vise svaghed, og det forstod Peter Schmeichel bedre end nogen anden. Modstanderne må ikke få indtryk af, at man begår fejl. Fodboldverdenen er i høj grad et rollespil blandt machoer.
På Estadio José María Minella har Maradona det svært. Tidligt i kampen – første gang jeg har mulighed for det – tonser jeg ind i ham. Jeg er et svin på banen, og det er helt bevidst. Det handler om at finde et øjeblik, hvor jeg er tilpas langt væk fra ham, så han kan modtage bolden, men samtidig tæt nok på til, at jeg kan klaske ham ned.
Det er en hård tackling, og hele det argentinske hold løber frem til mig og råber mig ind i hovedet. Det er perfekt. Jeg har taget det første psykologiske stik. Knægten fra Frederiks mod den største stjerne, jeg nogensinde har været i nærheden af.
Undervejs i kampen prøver jeg mig med en engelsk bemærkning til ham. Selvom jeg er totalt fokuseret på opgaven, kan jeg ikke undgå at være starstruck. Men jeg eksisterer ikke på nogen måde i Maradonas verden. Hverken før, under eller efter kampen. Jeg er i bedste fald luft for ham. Dårlig luft.
Den ordinære spilletid ender 1-1, så vi skal ud i forlænget spilletid. Her falder der heller ikke mål. I stængerne har jeg nu 120 minutters mandsopdækning af Diego Maradona, som ikke har formået at sætte sit tydelige præg på kampen. Jeg har jernet rundt og spillet mit livs kamp.
Vi taber straffesparkskonkurrencen, efter at Bjarne Goldbæk misbruger sit forsøg, men det fylder intet for mig. Jeg har opnået meget mere, end jeg nogensinde kunne have drømt om. Jeg har jeg gjort indtryk på landsholdsstjernerne, på landstræneren, på det internationale fodboldmiljø og ikke mindst pressen.
Dagen efter stiller Brian Laudrup sig op og roser mig offentligt. Det er kæmpestort for mig, fordi jeg beundrer Brian Laudrup. Pludselig vil alle journalisterne snakke med mig. Det er de samme pressefolk, som aldrig havde fundet mig interessant før.
Oplevelsen i Argentina ændrer mit liv. Jeg spiller ikke bare mit livs fodboldkamp. Jeg skifter identitet. Jeg er ham, der mandsopdækkede Maradona. Det er det, jeg fremadrettet bliver bedømt på. Nu kan jeg ikke gemme mig mere, og jeg begynder så småt at transformere mig. Intet er som før.«
SURVIVOR er Jakob Kjeldbjergs fortælling om sårbarhed og styrke, kynisme og empati i jagten på at levere varen og slippe køteren løs. Om at gribe de chancer, der opstår i livet, og skabe sin egen
succes.
Bogen er skrevet af Johan Lyngholm-Bjerge er forfatter og journalist. Han er tidligere sportsjournalist på B.T. og har desuden arbejdet freelance for blandt andre Politiken, Euroman og det engelske fodboldmagasin FourFourTwo.
SURVIVOR udkommer d. 12. oktober 2018 på People'sPress.
