Patrick Da Silva, der spiller venstre back, skifter FC Roskilde ud med superligaoprykkerne Lyngby.

Lyngby har hentet sin første spiller i sommerens transfervindue.

Superligaoprykkeren forstærker truppen med Patrick Da Silva, der senest har spillet i FC Roskilde, hvor hans kontrakt står til at udløbe ved udgangen af juni.

Det oplyser Lyngby i en pressemeddelelse.

24-årige Da Silva, der som udgangspunkt spiller venstre back, har skrevet under på en treårig kontrakt med Lyngby.

- Patrick kan gå direkte ind i det kongeblå miljø, både når det gælder person, type og spillestil, siger sportschef Birger Jørgensen i pressemeddelelsen.

- Det er rigtig vigtigt i vores nye projekt, og han passer ind i strategien. Sportsligt ved jeg, at Patrick kan begå sig på et højere niveau.

- Så der er gode chancer for, at Patrick og Lyngby bliver et match, der giver begge parter et løft over de næste år, siger han.

Ud over FC Roskilde har Patrick Da Silva en fortid i FC Nordsjælland og Brøndby samt et lejeophold i Randers FC.

/ritzau/