Når VM sparkes i gang i den kommende uge, bliver det med et sandt overflødighedshorn af fodboldstjerner.

Men der er en lille håndfuld navne, der rager op over alle andre. Branchens absolutte superstjerner – Lionel Messi, Cristiano Ronaldo, Neymar, Harry Kane, Lamine Yamal og Erling Braut Haaland.

Og den sidstnævnte nordmand kunne med lidt held og medvind være havnet i vores lille Superliga og spillet på eksempelvis Cepheus Park i Randers.

Det er en kendt sag, at angrebsfænomenet Erling Braut Haaland, der i den forgangne sæson scorede 35 mål for Manchester City, i 2016 var til prøvetræning i FC København.

Men det var ikke den eneste Superligaklub, som havde fået øjnene op for den norske målmaskine. 

Ifølge B.T.s oplysninger fulgte FC Nordsjælland også Erling Braut Haaland utroligt tæt – og var meget interesseret i at hente ham til Farum.

Men i sidste ende havnede 16-årige Haaland i norske Molde, som efter et par vilde sæsoner solgte teenageren til østrigske RB Salzburg. Her havde nordmanden massiv succes, og snart skiftede han til Borussia Dortmund. 

Her fortsatte han sit surrealistiske målsnit, inden Pep Guardiola sprængte banken og fik Haaland til Manchester City, hvor succesen har været vodlsom, at klubben helt uhørt har skrevet en livstidskontrakt med ham. En vild fortælling – som kunne have inkluderet Superligaen.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Om sit prøveophold i FCK sagde Haaland i 2024 – i forbindelse med Manchester Citys Champions League-møde med københavnerne - følgende:

»Jeg tror, at enkelte i klubben ville have mig, men ikke alle, så det skete ikke. Synd for dem, men måske godt for mig.«

»Jeg skulle være skiftet til deres U19-hold, og det var jeg selvfølgelig interesseret i. Det var derfor, jeg var til prøvetræning. Ståle Solbakken var cheftræner (for seniorholdet, red.), og jeg fik en trøje af ham med »Haaland« på. Den har jeg stadigvæk derhjemme.«

»Jeg kan godt lide klubben for at være ærlig. Det er en nice klub. Jeg har også nogle venner, der bor i København. De står bag målet til en masse kampe. De nyder det, og jeg kan godt lide klubben,« lød det fra den blonde bomber.

Den daværende FCK-cheftræner, Jacob Neestrup, erkendte da også, at FC København begik en stor fejl, da man lod Haaland glide dem ad hænde.

»Skulle vi have gjort alt for at have taget Haaland dengang? Ja, det skulle vi nok. Vores tidligere manager Ståle har da også nogle gange drillet os og blandt andet mig med, at vi skylder en milliard og en 50er i bødekassen,« sagde Neestrup i 2024.

Ifølge Transfermarkt lyder Erling Haalands værdi i dag på 200 millioner euro – 1,5 milliarder kroner.

B.T. Fodbold

I dag zoomer vi ind på Patrick Mortensens skifte til Brøndby. Vi evaluerer Kasper Schmeichels karriere. Vi taler om de seneste transferrygter. Arne Slot er fyret - den runder vi også. Og så skal vi kigge på en håndfuld nye fodboldregler. Vært: Lasse Vøge Medværter: Emil Berggreen og Jannick Liburd Producer: Frederik Riis-Jacobsen Ansvarlig: Niels Philip Kjeldsen