Paul Onuachu lavede hattrick for FC Midtjylland i sejren i Greve, mens AaB's Frederik Børsting scorede to mål.'

Der var ingen overraskelser, da de første klubber fra Alka Superligaen onsdag aften var i aktion i tredje runde i pokalturneringen.

Både AaB, FC Midtjylland, Randers FC og Lyngby spillede sig videre.

To mål af Frederik Børsting sørgede for, at AaB besejrede Middelfart 2-0 på udebane. Han scorede et mål i hver halvleg.

Mindre spænding var der i Greve, hvor FC Midtjylland vandt hele 7-0 efter 2-0 ved pausen.

Paul Onuachu lavede et hattrick for midtjyderne.

Der faldt fire mål i første halvleg, da Lyngby på udebane besejrede Hedensted 3-1.

Endelig sejrede Randers FC med 2-0 ude over Otterup.

HB Køge fra den næstbedste række sejrede 3-1 ude over Næstved, der spiller i den tredjebedste række.

Senere onsdag skal blandt andre FC København og Brøndby i aktion i tredje runde i pokalturneringen.

/ritzau/