Den sydlige tribune på Randers FC's hjemmebane, Cepheus Park, bliver lukket af hensyn til sikkerheden.

Det meddeler superligaklubben tirsdag på sin hjemmeside.

Der er fare for konstruktionen på det øvre niveau af tribunen, hvor udeholdets fans befinder sig under kampe.

Det blev under en kamp observeret, at storskærmen, som hænger yderst på tagkanten af det tag, som rager 14 meter ud over tribunen, bevægede sig, når tilskuerne hoppede i takt på Mascot Tribunen.

Thomas Krarup, der er  direktør for Sundhed, Kultur og Omsorg i Randers Kommune, siger:

»Det er en rigtig ærgerlig situation. Vi ved, at der er solgt billetter på sydtribunen, som er udebaneafsnit på stadion. Men vi står med en klar anbefaling fra vores rådgivende ingeniørfirma om at afspærre det øvre niveau af tribunen, og den følger vi. Sikkerheden kommer først.«

Det rådgivende ingeniørfirma Reeholm & Bredahl A/S har undesøgt bæreevnen på tribunen.

Jakob Keller, der er medindehaver i firmaet, siger:

»Når mange mennesker hopper i takt i på samme tid og i en bestemt frekvens, går konstruktionen i egen-svingninger. Vi har fået målt og beregnet kræfterne, når konstruktionen bliver påvirket af disse svingninger og må konstatere at bæreevnen så bliver utilstrækkelig. Og det bringer os videre til næste risiko, nemlig om stålkonstruktionen kan være svækket (udmattet) efter mange års gentagne svingninger.«

»Så vi ser på to risici, at bæreevnen overskrides, når der hoppes, og at vi ikke kender graden af udmattelse i konstruktionen. Derfor er vores klare anbefaling, at det øvre niveau af Mascot Tribunen afspærres.«