Superligaen vil også efter denne sæson officielt hedde 3F Superliga.
Fagforeningen 3F har således forlænget sit hovedsponsorat af landets bedste fodboldrække for herrer, som man har været sponsor for siden sæsonen 2019/20.
Det oplyser Divisionsforeningen, som repræsenterer superligaklubberne, i en pressemeddelelse.
Den nye aftale gælder for de to kommende sæsoner.
- Danmarks største fagforening er en perfekt partner for Danmarks største sportsturnering, og vores samarbejde har fungeret utroligt godt de seneste seks år, siger formanden i Superligaen A/S, Thomas Christensen, i pressemeddelelsen.
- Ligesom hos 3F står fællesskab og sammenhold højt på dagsordenen - og 3F Superliga er med til at samle Danmark og danskerne, uanset om det er på lægterne eller foran tv'et, og på tværs af alder, fag og indtægt.
Ekstra Bladet har tidligere skrevet, at den nuværende aftale har en værdi af omkring 13 millioner kroner om året. Der er ingen oplysninger om de økonomiske detaljer i den nye aftale.
Det nuværende samarbejde stod til at udløbe denne sommer.
/ritzau/
