Kim Aabech var ham, der syntes, at der skulle være sjov i gaden. Og selv om han da godt kunne bruge 20 millioner på kontoen, fortryder han ikke, at han prioriterede at have et liv ved siden af fodbolden
Han sover klokken 22, spiser havregryn til morgenmad og pasta til frokost. Og så får han højst et par øl i sine ferier. Han er den moderne fodboldspiller, men han er ikke Kim Aabech. Tværtimod.
For Kim Aabech er ikke som de andre. Den nu 34-årige fodboldspiller, der selv kalder sommerens skifte til Hvidovre i 2. division for nedtrapning, har været Danmarks bud på en fodboldlevemand. Lidt mindre som asketen Cristiano Ronaldo. Lidt mere som livsnyderen George Best.
»Jeg bliver engang imellem drillet lidt med, at hvis jeg bare havde taget mig sammen, da jeg var lidt yngre, kunne det måske være blevet til lidt mere, end det er blevet til. Det er altid nemt at spå om bagefter. Jeg har været glad for det liv, jeg har haft. Jeg har haft et sjovt liv og har en god familie, siger Kim Aabech.
Kim Aabech fik for alvor sit gennembrud, da han var 24 år gammel og rykkede op i Superligaen med Lyngby. Her spillede han så god fodbold, at F.C. København ville have fat i ham i 2007. Men han blev i Lyngby og levede elevatortilværelsen med barndomsklubben.
En underskrevet kontrakt med Randers blev revet over i 2011 og senere samme år var han tæt på at skrive under med AGF efter lange forhandlinger. Men han endte i stedet med at blive kaldt ’uprofessionel’ af daværende AGF-sportschef Brian Steen Nielsen.
Kim Aabech fortryder ikke sin karriere, men han ved godt selv, at han nok godt kunne være nået længere end til Superligaen.
»Jeg tænker også selv, at det kunne være blevet til mere. Havde jeg været fuldt ud top-professionel, fra jeg var 18 år, til jeg blev lidt mere professionel som 29-årig, kunne det måske godt være blevet til et udlandsophold. Mon ikke jeg kunne være nået lidt længere end dansk fodbold, hvis jeg havde taget det lidt mere seriøst,« siger Kim Aabech.
Graver man sig en tur ned i de støvede aviser, vil man hurtigt se Kim Aabechs navn nævnt i samme sætning som ’bytur’. Der var angiveligt en i 2010 med Lyngby-kammeraterne Patrick Mortensen, Marc Møller og Cheikh Sarr. Der var også en historie i 2011 om tre dages bytur og en efterfølgende sygemelding til træning.
Ikke bekræftede historier af hovedpersonen selv, men Kim Aabech er slet ikke bange for at indrømme, at hvor andre satte sig hjem i sofaen og prioriterede restitution, var det vigtigt for ham også at leve livet.
»Det har 100 procent skyldtes, at jeg også gerne ville hygge mig uden for fodbolden. Uden at nævne nogle navne så har jeg rigtig mange kammerater, der er professionelle fodboldspillere, og som, jeg ved, keder sig rigtigt meget i hverdagene og ikke rigtig har noget liv. Men de har selvfølgelig et godt arbejde og tjener gode penge. Jeg ville sgu egentlig hellere bare hygge mig, mens jeg var ung. Om det er det rigtige eller forkerte valg, finder jeg aldrig ud af,« siger Aabech og fortsætter.
»Jeg fortryder i hvert fald ikke det liv, jeg har haft. Det havde været værre, hvis jeg havde siddet her og grædt snot over, at jeg aldrig havde taget det mere seriøst, end jeg have. Der er bare nogle, der er mere bygget til at kunne være alene, være professionelle, spise det rigtige, gå i seng tidligt hver dag. Jeg var mere ham, der syntes, der skulle være sjov i gaden. Jeg syntes, det skulle være fedt at leve ved siden af fodbolden. Det står jeg stadig inde for. Det har været fedt, og det har også gjort, at jeg har haft et godt liv.«
Når man hører historier fra gamle dage, hører man om drukturene i det engelske. Fodboldspillere, der næsten løb småfulde på banen i Premier League. I Superligaen har Erik Mykland og Claudemir gennem tiden været kendt for deres mere frie livsstil. Og så Kim Aabech.
Aabech forstår da heller ikke, at der ikke er mere plads til at være andet end udelukkende fodboldspiller, bare fordi man tjener penge på at spille fodbold.
»Der er næsten ikke tilladelse til at leve livet ved siden af fodbolden mere. Se for eksempel den sag, der har været med Patrick Da Silva, der har været i byen efter en kamp, hvor de har tabt. Det kan da godt være, at de har tabt, men nogle gange har man også bare brug for at koble hjernen fra for at blive bedre til den næste kamp. Det er jo ikke, fordi han har været i byen inden en kamp. Jeg kan godt forstå, at det kan se skidt ud, men nogle mennesker har også bare behov for at gå ud og glemme kampen i stedet for at gå hjem og tænke over den hele natten,« mener Kim Aabech.
Den nu 34-årige offensivspiller, der spiller i Hvidovre og kæmper for oprykning til 1. division, tog først væk fra Lyngby som 30-årig trods masser af rygter om gode tilbud. Det blev FC Nordsjælland og Kasper Hjulmand, der lokkede. Og det var altså her, at han skruede op for seriøsiteten, fortæller han.
Den slags seriøsitet, som trænerne værdsætter i hvert fald. Hvor man bruger sin fritid på ingenting. Men han kunne godt have tænkt sig bare at blive vurderet på sin fantastiske teknik, stærke spark og millimeter præcise afleveringer, når han spillede kampe. Og ikke så meget på alt det uden for banen.
»Der har ikke været plads til vores forskellighed. Jeg synes altid, jeg har leveret, når jeg har spillet på banen. Jeg synes altid, jeg har været en profil de steder, jeg har været. Også selv om jeg måske har skilt mig lidt ud fra mængden. Jeg synes stadig, der burde være mere plads til vores forskelligheder. Men det er selvfølgelig svært at være træner eller sportsleder og så sige, at det er okay, når det måske er et tabu at gå i byen efter en kamp, eller hvad det nu kunne være,« siger Kim Aabech og kommer med en opfordring til de fleste.
»Jeg synes, man skal vælge at leve livet på den måde, der gør en bedst. Om du så vil tidligt eller sent i seng. Så længe du er klar til at spille. Hvis en person tager i byen til klokken 2 uden at drikke, er det så anderledes end at sidde hjemme på sit værelse og spille Playstation til klokken 2? Jeg kan ikke se forskellen i det. Folk dømmer og er sikre på, at man drikker, når man går i byen. Sådan er det langt fra. Jeg kender mange fodboldspillere, der stadig tager i byen, og de drikker ikke, når de er ude. Men fordi de bliver set ude, tror folk det automatisk.«
Nu spiller han så i hvert fald denne sæson i Hvidovre. Og planen er også at tage næste sæson med, hvis det som ventet ender med oprykning for Per Frandsens mandskab. Så er han tilbage i 1. division, hvor han har tilbragt en stor del af sin seniorkarriere. For Kim Aabech valgte sjov i gaden, og det ville han nok gøre igen.
»Men jeg kunne da godt lige bruge 20 millioner på kontoen, ha, ha. Det tror jeg, at alle folk kunne, uanset hvilket job man har. Men jeg fortryder ikke noget.«
Baronen ramt af blodprop
Familien Aabech fik sig lidt af et chok i maj. Kim Aabech var egentlig klar til at skulle spille en vigtig kamp mod Viborg for at undgå nedrykning, men så ringede hans telefon dagen inden.
Det var lillebror Robin Aabech, der fortalte, at faderen Hans Aabech var blevet indlagt.
'Baronen', som han blev kaldt, da han var en af Danmarks farligste angribere i 1970' erne, var blevet syg.
»Min far fik en blodprop i hjertet. Men det går bedre nu. Han er selvfølgelig stadig lidt ramt af det, og han er jo også ved at komme op i alderen. Men han er kommet over det. Han er helt okay nu. Han har lidt sværere ved at gå, og han bliver lidt hurtigere træt, men han har det bedre, og der er ikke nogen tegn på, at der skulle komme en ny,« fortæller Kim Aabech.
Kim Aabech gik direkte ind på Horsens-træner Bo Henriksens kontor og fortalte de kedelige nyheder. Og så kørte han mod København for at komme hjem til sin far. Kun for at blive modtaget af 'Baronen' med en lettere skeptisk mine.
»Min far var faktisk lidt sur over, at jeg stod der, for han havde glædet sig til, at han skulle se mig på fjernsynet. Min far har altid fulgt mig meget med fodbolden, og han har også altid joket lidt med, at det sgu var det eneste, der holdt ham i live, at han kunne se mig spille fodbold. Nu har jeg heldigvis fået en søn, så nu har jeg sagt til ham, at han skal holde sig i live lidt endnu, så han kan se ham blive en god spiller,« siger Kim Aabech.
Hans Aabech lå på hospitalet i en uge, hvor han blev bedt om at holde sig i ro. Topscoreren i den bedste danske række i 1973 og 1980, dengang det hed 1. division, var i sin aktive karriere både i udlandet og altså en profil i Danmark. Men efter blodproppen i hjertet kan der ikke længere være lige så meget fart på 'Baronen'.
»Han skulle passe på, da han blev udskrevet og lægge sin livsstil lidt om,« siger sønnike Kim Aabech, der nu selv spiller i Hvidovre, hvor Hans Aabech var med til at vinde mesterskabet i 1973, da han blev topscorer med 27 mål i 22 kampe.
Og faderens sygdom og Kim Aabechs egen lille familie med kæreste og to børn var også det, der trak Kim Aabech væk fra tilbuddene fra Superligaen og 1. division, som primært kom fra jyske klubber.
»Det var helt sikkert også en af årsagerne til, at jeg gerne ville hjem til København. Familien er det vigtigste. Det finder man ud af, når man får børn. Det var dejligt, at jeg kunne komme hjem. Og så var det et drømmescenarie, at det kunne blive et godt match med Hvidovre.«
