David Nielsen stopper med øjeblikkelig virkning som træner for Lyngby.

To og et halvt år efter træneren tog over for de kongeblå, stopper han, og det sker, selv om David Nielsen for ganske få måneder siden forlængede kontrakten med Lyngby.

»Det er ikke nogen hemmelighed, at der har været vedholdende interesse omkring David Nielsen i lang tid – også længe før vi underskrev kontraktforlængelsen i juni måned. Havde det ikke været for vores Europa League-kampe, så var skiftet sket i sommer, så vi har igennem lang tid vidst, at det var et spørgsmål om kort tid, før David skulle væk ved aktivering af hans frikøbsklausul. Det har givet os mulighed for at forberede os, og vi er godt tilfredse med forløbet og timingen,« siger bestyrelsesformand i Lyngby, Torben Jensen, i en pressemeddelelse.

Han fortsætter:

»David har ledt holdet igennem to fantastiske sæsoner, og vi ønsker David alt godt i hans fremtidige virke. Vi hverken kan eller vil stå i vejen for den mulighed, David har fået. Vi er tværtimod stolte over, at vi i vores miljø har været med til at udvikle en endnu meget dygtig cheftræner, der har skabt store resultater for Lyngby Boldklub.«

David Nielsen vandt i sin første sæson 1. division med Lyngby, og helt sensationelt førte han klubben til en tredjeplads i sidste sæsons Superliga og dermed europæisk deltagelse denne sommer.

De resultater har altså fået en anden klub til at melde sin konkrete interesse.

»Vi havde to krav til David, da han blev ansat som cheftræner. Han skulle rykke op i den første sæson, og i den anden sæson skulle han blive i Superligaen. Det har krævet en enorm energi at kunne sætte flueben ved de to målsætninger, og Davids resultater som cheftræner for Lyngby Boldklub taler for sig selv,« forklarer Torben Jensen og tilføjer:

»Det, David har været med til at bygge og udvikle, forsvinder jo ikke med ham. Udviklingen af klubben er sket i tæt samarbejde med et team i en dagligdag, der ikke kommer til at ændre sig markant. Lyngby Boldklub står som klub utroligt stærkt, og nu åbner der sig et nyt kapitel, som vi alle sammen glæder os til at udforske. Indtil da skylder vi David en stor tak for indsatsen og held og lykke med fremtiden,« siger Torben Jensen i pressemeddelelsen, hvor det fremgår, at klubben ikke har yderligere at sige, før der er en endelig afklaring på forhandlingerne med den klub, der ønsker David Nielsen.

BT har uden held forsøgt at indhente en kommentar fra David Nielsen selv.