Det er nogle af de helt store internationale klubber, som er på udkig i Superligaen.

Manchester United og specielt Ajax kigger gevaldigt på 19-årige Kameldeen Sulemana. Tidligere kunne B.T. afsløre, at Ajax havde smidt et rekordstort bud efter den unge ghaneser allerede i vinters. Men ifølge FCN-træner Flemming Pedersen, så har Liverpool også meldt sig ind i kampen nu.

Det afslører træneren i et interview med TV3 Sport kort efter onsdagens kamp mod Randers.

»Det kunne man godt formode (At det var Kamaldeens sidste kamp, red). Jeg kan ikke stå her at sige, at jeg forventer, at han er her i næste sæson, fordi der er så meget hype om ham. Det er fuldt forståeligt, og jeg var selv med til at hype ham i sidste forår, hvor han fik debut. Men vi må se, hvad der sker,« fortæller Flemming Pedersen og fortsætter:

Marc Overmars var til stede i Farum, da FCN spillede 2-2 mod FCK 10. maj.
Marc Overmars var til stede i Farum, da FCN spillede 2-2 mod FCK 10. maj. Liselotte Sabroe

»Ajax er måske det sikre valg, hvor han helt sikkert vil få masser af spilletid. Manchester United, Liverpool og andre, som er på banen, jamen, der kender jeg også Kamal så godt, at når han bliver presset, så tager han helt automatisk også det næste skridt. Og med den personlighed og mentalitet, han har, der vil jeg aldrig nogensinde sige, at det vil være et for stort spring, for han er ekstraordinær.«

Flemming Pedersen får spørgsmålet om Kamaldeen Sulemana nu har niveau og styrke til at spille i den bedste engelske række, og til det er Flemming Pedersen ikke i tvivl. Kamaldeen Suleman kan sagtens spille i Premier League.

Det er Kamaldeen Sulemanas agent, der lige nu kører showet, presser på og diskuterer Kamaldeen Sulemanas personlige ønsker med interesserede klubber.

FC Nordsjælland slipper i udgangspunktet ikke Kamaldeen Sulemana for under 100 millioner kroner, som konkurrencesituationen om ham ser ud lige nu.

Men det afskrækker altså heller ikke Ajax, som man kan se ved, at sportsdirektør Marc Overmars tog turen til Danmark for at vise sig frem over for Kamaldeen Sulemana og lave et statement uden at have andre reelle formål med turen.

Kamaldeen Sulemana har i sæsonens løb spillet 29 kampe, scoret 10 mål og lavet otte assist.