Han anses som en af Viborg FFs største talenter.
Men karrieren som superligaspiller startede alt andet end glædeligt for 20-årige Lukas Emil Kirkegaard, da han i 2024 skrev kontrakt med klubben, der befinder sig i landets bedste række.
I et interview med DR fortæller han om den ulykke, der blot få dage forinden ændrede hans liv.
En juninat sejlede han sammen med to venner ud på en sø i Viborg, hvor den ene mistede livet i en tragisk drukneulykke.
- Jeg tænker stadig på det hver dag, og det er en sorg, jeg kommer til at have med mig resten af livet, fortæller Lukas Emil Kirkegaard til DR.
Han fortæller videre, at han på alle kampdage besøger kammeratens grav, hvor han kan mindes de øjeblikke, de havde sammen, hvilket giver ham en stor ro.

