»Du holder jo ikke, hvad du lover,« lyder den voldsomme anklage fra Brøndbys midtbanespiller Kasper Fisker.
Godt nok bliver den fortalt med et glimt i øjet, men man kan mærke på den 31-årige fodboldspiller, at han faktisk også mener drilleriet en smule.
For i august lovede hans hustru Stephanie Fisker ham, at parret skulle have deres tredje barn. Men senere trak hun i land igen. Det fortællet parrret i særudgaven af Stephanie Fiskers podcast 'Anden til Venstre'.
»Jeg kom jo til at love dig en baby. Det gjorde jeg jo, og mange synes det var vildt (...) Det skete den dag, jeg kom ned til dig, efter du blev korsbåndsskadet i august,« fortæller Stephanie Fisker om nyheden, der blev dækket af medierne.

Helt præcist var det 25. august 2019, at Kasper Fisker pådrog sig den grimme knæskade i en kamp mod AGF. Det var umiddelbart efter hændelsen, at han fik lovet barn nummer tre, forklarer han i podcasten.
»I kom ned i omklædningsrummet, og jeg var virkelig ked af det og havde grædt. Og så kom børnene heldigvis ned, og det var dejligt, og så sagde vi, at vi skulle have et barn mere,« siger Kasper Fisker.
Brøndby-spillerens version kan Stephanie Fisker sagtens nikke genkendende til. Men så kom hun i tvivl.
For selvom parret har snakket om at få endnu et barn i længere tid, føltes det ikke rigtigt.
»Jeg havde det ikke godt på det tidspunkt (...) Jeg kunne ikke mærke, hvad jeg ville. Det er et problem, når man skal sætte et barn i verden og ind i et miljø, hvor det ikke føles rigtig fedt at være,« forklarer hun.
Nu er hun klar til at få et barn mere. Men det har været hårdt at skulle skuffe sin ægtemand, forklarer hun.
»Det var rigtig svært for mig at komme at sige til dig, at jeg ikke kunne lige nu, fordi jeg ikke kunne mærke, om det var det jeg ville,« erkender hun.
Kasper og Stephanie Fisker har i forvejen børnene Elva og Baldur.