Randers FC-profilen Vito Mistrati er snart tabt for Superligaen.

Ifølge B.T.s oplysninger er midtbaneprofilen i dag til lægetjek i den rumænske mesterklub Cluj.

Klubskiftet ventes at blive offentliggjort senere, hvis lægetjekket, som ventet, går, som det skal.

Dermed vil 29-årige Vito Mistrati få opfyldt sin drøm om et fodboldeventyr i udlandet i den sidste del af karrieren, som har budt på en rejse fra vraget i 1. Division til et relativt sent gennembrud i Superligaen, hvor han i dag er en af Randers FC bærende kræfter.

Rui Vieira

Cluj er i disse år den absolut førende rumænske klub med fem mesterskaber i streg og med deltagelse i europæiske gruppespil år efter år herunder Champions League.

Det er ambitionen om at spille med om mesterskaber og europæisk gruppespil, som skulle have overbevist Mistrati, om, at Cluj, som ejes af en rumænsk rigmand, er klubben for ham.

Cluj og træner Dan Petrescu, rumænsk Chelsea-legende, har fulgt Mistrati, siden Randers FC tørnede sammen med rumænerne i Conference League-gruppespillet i efteråret i denne sæson, hvor danskeren også her var en stor profil for Hestene.

Ifølge Bold.dk har Cluj indløst Mistratis frikøbsklausul i Randers FC, som lyder på små tre millioner kroner.