Han var tiljublet af tribunen – nu er han gemt væk på bænken.

Det er den brutale virkelighed for OB's fynske angriber Anders K. Jacobsen, der dog søndag endelig kom på måltavlen efter halvandet år i scoringskrise.

B.T. møder ham ved OB's anlæg i Ådalen – omkring 'De kloges bord', der normalt er tilholdsstedet for en håndfuld rutinerede odenseanere, der debatterer stort og småt, mens superligaholdet sveder løs lige ved siden af.

Og de har helt sikkert også deres meninger om 29-årige Anders K. Jacobsen og hans manglende mål. Som så mange andre, der følger OB.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

For det er et samtaleemne, fynboerne kan samles om. Den lokale angriber, som man håber så meget på, men som man også kræver så meget af.

Indtil søndag havde Anders K. Jacobsen ikke scoret siden den 24. februar – og den scoringspause har været svær for OB-fansene at sluge – især når de i medierne kan læse, at han er OB-truppens mest løntunge. En månedsløn på 250.000 kroner er blevet nævnt.

Det med lønnen har nu i flere sæsoner klistret sig til Anders K. Jacobsen, der kun har hovedrysten tilovers for den snak.

»Jamen, altså... Det er jo meget spøjst at læse. For sandheden er, at der ikke er en kæft, der ved, hvad jeg tjener. Der er mange artikler, der tager udgangspunkt i, at jeg er en meget dyr spiller. Men jeg kender sammen med få andre sandheden, så det er lidt skørt at læse,« siger han og tilføjer:

»Der er ét medie, der i sin tid skrev det, og så hænger det bare ved i flere år. Men der er ikke en kæft, der kender til det – ud over mig og få andre.«

Men lønrygtet betyder vel, at folk kigger på dig med lidt mere kritiske øjne?

»Selvfølgelig. Sådan hænger det sammen. Og det gør, at folk leder efter ting at slå ned på. Sådan fungerer vores verden. Men jeg har været i den så lang tid, at det ikke rammer mig. Det er ikke afgørende for, om jeg scorer mål eller ej.«

Anders K. Jacobsen vendte i sommeren 2015 tilbage til OB efter først at have turneret rundt i de lavere divisioner for så at slå igennem i AaB med danmarksmesterskab, pokaltitel og europæisk gruppespil. Han blev hentet ind som profilen i det fynske angreb, men under cheftræner Jakob Michelsen er han gledet ned som fjerdevalget blandt klubbens angribere.

Han havde ellers en god fornemmelse, da han mødte ind til træning efter sommerferien.

»Jeg troede egentlig, at det ville blive rigtig positivt for mig med en sommerpause og få vasket tavlen ren. Jeg håbede, at det ville blive vendepunktet, men så har Jacob (Michelsen, red.) og Jesper (Hansen, sportschef, red.) valgt at hente nogle nye spillere.«

»Og det er jo rimelig åbenlyst, hvor jeg står henne i angrebskonstellationen. Det eneste, jeg nu kan gøre, er at satse på, at tingene kan vende for mig.«

Hvor frustrerende er situationen for dig?

»Nu har det stået på i en længere periode, så man finder sig lidt til rette i det. Det er ikke så meget weekenden og startopstillingen, man 'peaker' for lige nu. Det handler først og fremmest om at vise sig frem til træningerne. Så mentalt er det et helt andet spil lige nu.«

»Så... Ej, jeg er ikke frustreret. Jeg finder mig til rette i det, der er. Det ville ikke være til min fordel at gå og blive vildt frustreret og lade det gå ud over holdkammerater til træning. Det er ikke sådan, jeg er.«

Det er gået skævt for dig, siden Kent Nielsen stoppede i OB for snart halvandet år siden. Har du svært ved at finde dig til rette i Jakob Michelsens system?

»Nej. Men jeg er gået fra at have haft Kent i mange år, og hans tanker lå inde under huden på mig. Og det er selvfølgelig helt åbenlyst for alle, at det ikke har været en fordel for mig, at vi har skiftet træner, og at jeg har fået en anden rolle. Men det er jo langtfra hele forklaringen, for jeg er jo kommet frem til chancer på trods af det.«

Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Jeg var nok bare mere tryg i Kents system. Men igen, der er jo gået mere end en sæson nu, så det er ingen undskyldning.«

I 15/16-sæsonen scorede Anders K. Jacobsen 12 superligamål for OB, og i 17/18-sæsonen blev han noteret for 15 scoringer i Superligaen. Så 'AK47' har vist målnæsen frem i Odense. Men alligevel har OB nu hentet to nye angribere, Isaam Jebali og Sander Svendsen, ind.

Har klubben haft nok tålmodighed i forhold til dig?

»Det kan man se på på mange måder. Men målt på det, som Jacob har set til mig her i klubben, så kan man godt forstå, at han har hentet nye spillere. Men hvis du spørger mig, så er jeg ikke i tvivl om, at jeg på nuværende tidspunkt skulle have fået vendt tingene og have scoret mål igen.«

Hvor lang tålmodighed har du selv?

»Jeg vil rigtig gerne spille her. Det betyder meget for mig at spille for OB. Men hvis jeg ikke spiller, så vil jeg selvfølgelig kigge andre veje, og det kan blive når som helst.«

Udlandet?

»Det er klart nemmest at tage til udlandet, hvis man kommer fra en god sæson. Så er der lidt sjovere adresser i spil. Det er da noget, jeg har tænkt over – jeg vil dog allerhelst gøre det godt i OB. Men kan det ikke lade sig gøre, så må vi kigge på det og se, hvilke muligheder jeg har.«

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Vi på B.T. har fortalt, hvordan du var meget tæt på at skifte til Sønderjyske sidst i sommerens transfervindue, men handlen faldt, da klubberne ikke kunne blive enige om økonomien. Har du en kommentar til den sag?

»Den var meget rigtigt skrevet, den artikel. Det må jeg sige. Der er ingen grund til at benægte det. Jeg troede, der var gensidig interesse i, at det skulle ske. Men igen – sådan er fodboldverdenen. Og det er ikke alt, der kommer til at ske, selv om der er interesse.«

Var du skuffet over, at det faldt til jorden?

»Hmm. Ikke skuffet. For OB valgte jo på en eller anden måde at holde på mig. Sådan ser jeg det. Og så håber jeg også, at de har tænkt sig at give mig chancen. For ellers giver det ikke så meget mening.«

Inden snakken ved 'De kloges bord' rinder ud, når den bænkede OB-profil lige at levere en optimistisk spådom.

»Jeg tror på, at jeg kommer tilbage. Om det bliver om en måned eller om fire måneder, det får vi at se. Men jeg er helt sikker på, at jeg på et eller tidspunkt igen rammer hovedet på sømmet,« siger Anders K. Jacobsen, der efter en lille pause tilføjer:

»Og så bliver det ekstra sjovt at overraske folk!«