FC Midtjylland-spilleren Awer Mabil og hans familie er ramt af en stor tragedie.

Hans søster, Bor Mabil, har mistet livet i en bilulykke i Australien, hvor familien bor. Hun sad i en bil med fire andre, da de kolliderede mod et hegn.

Mabil var den eneste, der mistede livet. To teenagere er nu anholdt og anklaget for uforsvarlig kørsel, lydet det fra flere australske medier.

»Vi, som familie og venner af Bor Mabil, sørger i denne tid. Bor var en fantastisk datter og ung kvinde med livet foran sig,« siger Bors fætter Manyok Ajak Mabil ifølge The Guardian om sin kun 19-årige afdøde kusine.

Ulykken fandt sted i det sydlige Australien, skriver det australske fodboldforbund FFA.

»FFA udtrykker sin dybeste medfølelse til Awer, Mabil-familien og Bors venner i denne svære tid. FFA vil sørge for støtte til Awer, hans holdkammerater og Socceroos (kælenavn for det australske landshold, red.), som netop nu befinder sig i De Forenede Arabiske Emirater,« skriver fodboldforbundet.

Australien, som Awer Mabil repræsenterer, er netop nu i De Forenede Arabiske Emirater, hvor de har spillet Asian Cup i landet. Australien røg fredag ud i kvartfinalen til værtsnationen.

Ulykken skete kort før Awer Mabil skulle i aktion for Australian, og han spillede intetanende om lillesøsterens død, skriver flere australske medier. Mabil spillede de sidste 20 minutter af kampen, og efter opgøret fik han den frygtelige besked.

Fodboldforbundet beder offentligheden om at acceptere Awer Mabils ønske om at værne om privatlivet netop nu.

Awer Mabil er født i Kenya, men flyttede sammen med sin familie til Australien, hvor han senere opnåede statsborgerskab. Han har tidligere fortalt om sin barske barndom, hvor han blandt andet måtte bo i flygtningelejr. Awer Mabil er 23 år.