Stanislav Lobotka fik ved U21-EM sat endnu flere hakker ud for sit i forvejen lovende navn, og nu er Celta Vigo angiveligt tæt på at sikre ham.

Ekstra Bladet skriver, at den slovakiske spiller er rejst til Spanien og ikke vil være med i klubbens Superliga-premiere mod OB mandag.

FC Nordsjælland har denne sommer solgt sidste sæsons topscorer Marcus Ingvartsen til et beløb i nærheden af 40 millioner kroner, og ifølge Ekstra Bladet er det omkring det samme, som klubben kan forvente at indkassere, hvis Lobotkas visit i Vigo ender med en underskrift.

Det er ikke første gang, at FC Nordsjælland mærker stor interesse for deres guldfugl, der er blevet sammenlignet med Real Madrids stjernespiller Luka Modric.

I marts afslørede FC Nordsjællands sportschef, Carsten V. Jensen, at man havde afvist et bud på Lobotka, der 'nok ville være transferrekord de fleste steder'.

Hvis Stanislav Lobotka ender i Celta Vigo, vil han bliver holdkammerat med danskerne Daniel Wass, Pione Sisto og Andrew Hjulsager.