Sønderjyske og FC Midtjylland mødes i første kamp i den kommende sæson, mens Vejle gæster AGF.

To klubber med friske titler i bagagen indleder den kommende Superliga-sæson.

Første kamp i sæsonen står mellem pokalvinderne fra Sønderjyske og de forsvarende mestre fra FC Midtjylland 11. september.

Det fremgår af et skema på Superligaens hjemmeside.

I samme runde er FC København på besøg hos OB, mens Brøndby tager imod FC Nordsjælland. Vejle gæster AGF i sin første kamp efter oprykningen fra 1. division.

/ritzau/