19 år, 22 superligamål, hot transferemne.

Det er status for et af Superligaens mest ombejlede talenter, Andreas Skov Olsen, som meget vel kan være tabt for FC Nordsjælland, inden næste sæson starter.

Lige nu er La Liga-klubben Real Sociedad ifølge B.T.s oplysninger i førersædet for at kapre Skov Olsen, som kan ende som en dyr herre.

Dette kan også læses i lokale medier i klubbens hjemby, San Sebastian, eksempelvis i Noticias de Gipuzkoa, som skriver, at Skov Olsen-lejren er imponeret over, hvad Real Sociedad kan tilbyde på den sportslige front.

Henning Bagger

Klubben har i foråret haft chefscout Eric Bretos til FC Nordsjællands kampe, ligesom Skov Olsens agent, Michael Bolvig, har besøgt klubben for at se på faciliteterne.

Noticias de Gipuzkoa skriver, at Real Sociedad-sportsdirektør Roberto Olabe bekræfter klubbens interesse. Der er dog en økonomisk hurdle. Foruden Real Sociedad, som sluttede som nummer ni i La Liga i denne sæson, skulle franske Bordeaux, RB Leipzig og CSKA Moskva nemlig også være på banen.

Jeg kan sagtens forstå, at han gerne vil have det afgjort nu, men på den anden side kan det åbne nye muligheder, hvis man venter.

Sidstnævnte ventes at ville byde helt op til 75 millioner kroner for Skov Olsen, som har fået sit helt store gennembrud i denne sæson i Superligaen, hvilket også har fået selveste FC Barcelona til at sætte plusser ud for hans navn. Det er et beløb, som Real Sociedad ikke ville kunne matche, hvorfor den spanske klub skal sælges sig selv på de sportslige perspektiver og eventuelle klausuler i kontrakten, som kan gøre det attraktivt for FCN og Skov Olsen at takke ja til.

Den store spanske sportsavis Mundo Deportivo skriver også, at Real Sociedad vil byde på Skov Olsen. Avisen har den danske teenager på forsiden af avisen i den udgave, der udkommer i San Sebastian-området. Avisen nævner Benfica som en af bejlerne, der konkurrerer med La Liga-klubben.

Steffen Gronemann

Andreas Skov Olsen, som har et år tilbage af sin kontrakt med FC Nordsjælland, har selv været ude at sige, at han håber på en afklaring inden U21-EM, som han skal med til med Danmark. Turneringen starter den 16. juni.

Spørger man FCN-sportsdirektør Carsten V. Jensen, så er det ikke givet, at Skov Olsens fremtid er på plads så tidligt i transfervinduet.

»Der er selvfølgelig stor interesse omkring Andreas, som har haft en super sæson. Det er en opgave, som skal løses hen over sommeren. Men ikke nødvendigvis på denne side af U21-EM. Jeg kan sagtens forstå, at han gerne vil have det afgjort nu, men på den anden side kan det åbne nye muligheder, hvis man venter. Vi er tidligt i vinduet,« siger Carsten V. Jensen og svarer på Real Sociedad-rygterne:

»Lige nu og her er der muligheder, nogle er mere konkrete end andre, og så må vi se omkring den konkrete klub, du omtaler, hvor det kan lande henne.«

Claus Bech

Skulle Andreas Skov Olsen havne i Real Sociedad, så kommer han til en klub, som er kendt for at give talenter plads at udvikle sig gennem tillid og spilletid.

Bedst eksemplificeret ved den franske verdensmester og superstjerne Antoine Griezmann, som fik sit gennembrud i baskerklubben.

Real Sociedad står denne sommer over for en række ændringer i den offensive kæde, hvor flere spillere skal væk efter en lidt skuffende sæson.

Derfor er offensive forstærkninger som eksempelvis Andreas Skov Olsen øverst på den sportslige ledelses transfer-dagsorden.