Superligaklubben Sønderjyske har fra næste sæson sikret sig, at klubben har en angriber, som ved, hvor målet står.

Sønderjyderne har onsdag indgået en toårig aftale med hollænderen Mart Lieder, som i sommerpausen skifter transferfrit til superligaklubben.

Med imponerende 30 mål i 31 kampe er han topscorer i Hollands næstbedste fodboldrække, hvor han i denne sæson har repræsenteret FC Eindhoven fra den nederste halvdel af tabellen. Topscorerlistens nummer to i rækken har lavet 19 mål.

Sønderjyskes sportschef, Hans Jørgen Haysen, kalder 28-årige Mart Lieder for en snu og farlig angriber.

»Mart Lieder er virkelig en "goal-getter", som er god både som boksspiller, men også i de dybe løb. Med et gennemsnit på et mål per kamp over en hel sæson, så kender man altså vejen til netmaskerne. Mart Lieder har en fin fysik og god timing og snuhed i sine løb, og han bliver noget af en opgave at tøjle for modstandernes forsvar. Vi har fulgt ham over et stykke tid, hvor vi har set ham live i Holland og så selvfølgelig også på video,« siger Hans Jørgen Haysen.

Den målfarlige hollænder var eftertragtet af flere klubber, påpeger Haysen.

»Han havde tilbud fra andre klubber og lande, men heldigvis blev vi enige om, at hans næste klub bliver Sønderjyske,« siger Hans Jørgen Haysen.

Mart Lieder har tidligere spillet i udlandet, da han repræsenterede schweiziske FC Aarau i en enkelt sæson. I ingen af sine tidligere klubber har han dog været lige så succesfuld som i FC Eindhoven.

I Haderslev-klubben overtager hollænderen angriberpladsen fra Mikael Uhre, der skifter til Brøndby i sommerpausen.

/ritzau/