Interessen for at overtage det ledige job som sportschef i FC Midtjylland er enorm.

»Jeg ved ikke præcist, hvor mange der har kontaktet os, siden det blev ledig. Men det er tættere på 100 end 10,« siger Claus Steinlein, der i slutningen af juni blev forfremmet fra sportsdirektør til administrerende direktør i Superliga-klubben.

Efterfølgende blev Ove Pedersen hentet ind som assisterende sportschef.

»Indtil vi har fundet en sportschef, er det planen, at jeg fortsat har det overordnede ansvar, og at vi gør brug af Oves kompetencer,« siger Claus Steinlein og tilføjer:

»Processen med at finde en sportschef satte vi for alvor i gang, da sommerens transfervindue lukkede. Stillingen bliver ikke slået op. Alle i fodbold-Danmark ved udmærket godt, at vi leder efter en sportschef. Så det er unødvendigt.«

Feltet af interesserede er bredt.

»Vi har både modtaget henvendelser om jobbet fra store internationale navne og masser af danskere. Det er tydeligt at mærke, at FCM er en arbejdsplads, folk gerne vil til,« siger Claus Steinlein.

Han forventer at have navnet på FCM’s nye sportschef på plads inden nytår.

»I klubledelsen har vi lige diskuteret på plads, hvad vedkommende skal kunne. Man vil altid gerne have, at den ansatte kan udfylde alle 10 ønskede punkter, men vi er udmærket klar over, at den nye medarbejder vil være dygtigere indenfor nogle områder og måske knapt så vidende inden for andre. Der er dog ingen hastværk. Det vigtigste er, at vi finder den rigtige,« siger Claus Steinlein, der understreger, at man endnu ikke er begyndt at indkalde relevante emner til samtale.

Ligeledes fortæller han, at det ikke er hensigten, at Ove Pedersen skal besætte posten som sportschef.

»Han er ikke i spil. Oves styrke er at finde fodboldspillere. Det er på dette punkt, vi skal bruge ham, og det er også det, han er interesseret i. Ove har meldt ud, at jobbet som assisterende sportschef passer ham fint. Jeg forventer, at Ove slutter sin karriere i FC Midtjylland, og at han til sidst går rundt og giver hånd som en form for klubambassadør,« siger Claus Steinlein med et lunt glimt i øjet.