Den nyoprykkede Superligaklub Viborg FF er blevet opkøbt.

Viborg FF får tilført 42 millioner kroner til gengæld for 70 procent af aktierne i klubben og dermed har man solgt aktiemajoriteten i klubben.

Det fortalte klubbens bestyrelsesformand på et pressemøde onsdag.

Det er en investorgruppe som har købt 70 procent af klubben for 42,3 millioner kroner.

Gruppen anføres af Jesper Søgaard, der er lokal og medstifter af Better Collective samt analysefirmaet Football Radar.

– Der er ingen tvivl om, at det er en stor dag i klubbens historie, og denne investering vil give os nogle nye muligheder både på kort og lang sigt og forhåbentlig være med til at starte en ny æra, siger VFF-direktør Morten Jensen til klubbens hjemmeside.

De nye investorer håber på yderligere fremgang for klubben.

– Vi ser investeringen i et langsigtet perspektiv, fordi vi ser et stort potentiale i klubben.

– For os handler investeringen både om passion for Viborg og fodbold, og så tror vi også på, at vi med vores ressourcer kan skabe nye muligheder og løfte klubben, hvilket også kan være med til at skabe yderligere værdi for hele lokalområdet, siger Jesper Søgaard.

Klubbens formand, Kim Nielsen, glæder sig over, at der kommer lokale investorer ind i klubben.

– Med udviklingen i både dansk og international fodbold, så har det længe stået klart for bestyrelsen, at vi har brug for yderligere kapital for at have en realistisk mulighed for at opnå vores ambitioner om at være en fast bestanddel af Superligaen.