Selskabet bag superligaklubben OB, Odense Sport & Event, præsenterede fredag et underskud for 2017, som selskabet selv betegner som "utilfredsstillende".

Resultatet lyder på minus 15,5 millioner kroner efter skat mod et underskud på 12 millioner kroner i 2016.

Klubbens egental er fra udgangen af 2016 til slutningen af 2017 dalet fra 60,5 millioner kroner til 48,2 millioner kroner, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Selskabet finder dog også positive tendenser. Blandt andet er nettoomsætningen steget fra 186 millioner kroner til 212 millioner kroner.

»Overordnet har der været en positiv udvikling på driften i 2017. Det glæder vi os naturligvis over, selv om vi da meget gerne havde set et bedre resultat,« siger administrerende direktør, Ole Bang Nielsen.

»Samlet set gav året ikke den regnskabsmæssige fremgang, som var ønsket, og resultatet er ikke tilfredsstillende. Der er dog positive tendenser i koncernen, der gør, at vi er optimistiske med hensyn til fremtiden for de samlede aktiviteter,« forklarer han.

OB formåede ikke at indfri sidste sæsons målsætning om top-6, men sportsdirektør Jesper Hansen hæfter sig ved, at fodboldforretningen klarede sig bedre end forventet i 2017.

»Selv om vores ottendeplads i 2016/17 i Alka Superligaen ikke levede op til vores målsætning, så har vi i 2017 vist fremgang både spillemæssigt og på pointkontoen.«

»Vi har stadig fuld fokus på vores stærke talentudvikling, og vi arbejder ihærdigt med at forbedre klubbens faciliteter i Ådalen,« siger Jesper Hansen.

/ritzau/