Thomas Augustinussen er begyndt at tælle ned.

Til nytår forlader han fodbold. Som i: Slut, forbi, farvel. Det gør AaB-kæmpen med de 342 superligakampe for familiens skyld.

»Jeg vil virkelig gerne opleve mine børn. Der var en klog mand, der sagde til mig engang, at han havde været i fodboldverden altid - og det eneste, han fortrød, var, at han ikke havde været med i sine børns opvækst,« siger Thomas Augustinussen i podcasten Ripodsten:

»Den har ramt mig på en eller anden måde: Jeg er en familiefar. Og det er ikke kun for mine børns skyld, men også for min hustrus skyld.« Øverst i artiklen kan du høre to andre AaB-ikoner tale om deres fremtid i klubben

Morten Wieghorst startede onsdag den 4. januar som ny træner for superligakluben Aab. Her ses han i forbindelse med sin første træning ude på kunststofbanen. Her med assistenttræner Thomas Augustinussen : (foto: Henning Bagger / Scanpix 2017)
Morten Wieghorst startede onsdag den 4. januar som ny træner for superligakluben Aab. Her ses han i forbindelse med sin første træning ude på kunststofbanen. Her med assistenttræner Thomas Augustinussen : (foto: Henning Bagger / Scanpix 2017) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Så når året løber ud, stopper han som assistenttræner i AaB. Klubben, hvor han har været nærmest hele karrieren. I stedet pakker han omkring 25 år i klubben væk og begynder en ny civil karriere:

Som erhvervsassurandør hos Tryg.

I podcasten fortæller Thomas Augustinussen, at han har regnet sig frem til, at han i den forgangne uge har været på arbejde i 70 timer.

»Sådan er den livsstil, og det er det værd: Jeg elsker AaB og vil gøre alt for, at vi lykkes og vinder alle kampe, men nogle gange må man også vælge andet end det egoistiske. Hvis jeg fortsætter i fodboldsporet, så er det fodboldsporet. Så kommer far ikke til at være mere hjemme,« siger Thomas Augustinussen som begrundelse for, at han nu stopper i superligaklubben.

Og han forsikrer, at beslutningen 'virkelig er gennemtænkt' i forhold til børnene på ni, syv og tre år.

Selv er Thomas Augustinussen 37 år, og på den baggrund føler han også, at det er på tide at prøve noget nyt.

»Jeg vil udvikle mig personligt ved at prøve noget andet. Jeg ved, at det her er tiden til at komme ud på den anden side,« siger Thomas Augustinussen:

»Jeg skal prøve at være voksen. Jeg har været i en comfort-zone i en del år, og hvis jeg skal udvikle mig som menneske, har jeg brug for at komme ud af den comfort-zone.«