Superligaen er tilbage, og det samme er de barske realiteter for ligaens aktuelle bundhold Silkeborg IF.

Der skal point på kontoen og gerne allerede i aftenens kamp mod FC Nordsjælland, hvis ikke det skal ende med en nedrykning til 1. division.

Imens mange midtjyske fans glæder sig til, at deres sæson bliver genstartet fredag aften, har nervøsiteten indfundet sig hos Silkeborg IFs administerende direktør, Kent Madsen.

»Det er til at få øje på, at det er vigtigt for os at få et godt resultat. Vi har brug for point, hvis vi skal undgå at blive nummer 14. Samtidigt er det 15 kampe siden, at vi senest har slået Nordsjælland, så vi kan nok ikke forvente det store i forvejen,« siger Kent Madsen til B.T. og tilføjer:

Kent Madsen er administerende direktør i Silkeborg IF.
Kent Madsen er administerende direktør i Silkeborg IF. Foto: Ernst van Norde
Vis mere

»Jeg er både nervøs og spændt på kampen, sådan som det skal være, og som det i øvrigt er til alle kampe. Men selvfølgelig er jeg nervøs for, at vi ikke får noget med fra kampen.«

Der er da også en god grund til at være nervøs, hvis man kigger på statistikken. For siden Henrik 'Tømrer' Pedersen sikrede en 1-0-sejr 7. november 2010, har det ikke lykkedes for midtjyderne at besejre tigrene fra Farum.

I et forsøg på at skaffe en sejr i det 16. forsøg, har Silkeborg IF foretaget et stemningstiltag på hjemmebanen Jysk Park.

»Vi har givet vores fans mulighed for at hænge deres egne spillertrøjer op på vores tribune. Det er der en del, der har gjort,« siger Kent Madsen og uddyber:

»Næsten som når man hænger vasketøj op, så har vi trøjer nede på vores normale stemningstribune, hvor det er planen, at de skal hænge i resten af sæsonen, eller indtil der igen kommer tilskuere på stadion.«

»Vi er samtidigt så heldige, at vi har et stadion, der er forholdsvist dynamisk at se på som følge af de farverige sæder. Så det skal nok blive festligt,« lyder det fra direktøren.

Torsdag spillede AGF og Randers FC på Ceres Park i Aarhus. I den forbindelse havde AGF også sørget for stemningstiltag, da der var arrangeret storskærme langs den ene langside, hvor fans kunne deltage til stemningen gennem videoplatformen Zoom.

Om det lykkes for Silkeborg IF at få tre point i 'El Plastico'-opgøret mellem de to Superliga-klubber, der begge har hjemmebaner med kunstgræs, kan ses, når bolden sparkes i gang i aften klokken 19.