Hvidovres spil i Superligaen har i denne sæson været, som vinden blæser, og det ser ud til at fortsætte fredag aften.
For selvom Hovedstadens Beredskab fraråder al færdsel i skov, park og anlæg, får borgerne i Hvidovre mulighed for et fredagsvisit i idrætspark.
Trods stormflod, vilde vinde og kraftig regn tyder alt på, at aftenens kamp i Superligaen mellem Hvidovre IF og Silkeborg IF gennemføres.
»Det tror jeg. Den eneste grund til aflysning er, hvis Silkeborg ikke kommer over Storebælt. Jeg er i dialog med assistenttræner Peder Knudsen, og han skriver til mig, så snart de er ovre. De er kørt,« forklarer Hvidovre-sportschef Peter Lassen.
Han har netop besigtiget forholdene på græstæppet, der ligger i direkte vind fra farvandet Kalveboderne, og det rusker godt derude.
»Det var voldsomt – allerede da vi var ude at træne i går. Hvis det bliver tre gange så slemt klokken 19 i aften, så bliver vi nødt til at sætte sandsække på spillerne under 80 kilo. Ellers flyver de over på Friheden Station,« griner sportschefen.
Peter Lassen har forgæves forsøgt at komme igennem til Divisionsforeningen for at få vished om gennemførelsen af aftenens kamp.
Foreningen oplyser til B.T. at det er en trio bestående af deltagerhold, dommer og myndigheder, der kommer til at afgøre, om det er for farligt at spille.
Men det tyder intet på nu – og Storebæltsbroen er da også stadig åben.
Kampen fløjtes i gang klokken 19. Følg hele opgøret – og stormen – på Bt.dk.