Brøndby fører som bekendt Superligaen, og klubben er meget populær blandt de danske fodboldfans. Det gælder både på hjemmebane og på udebane, hvor klubben i gennemsnit har haft 1.623 tilskuere med.

Det glæder direktøren i Divisionsforeningen, Claus Thomsen:

»Det er helt enestående for dansk fodbold. Når Brøndby IF tager mange fans med, betyder det, at der bliver skabt en helt anden intensitet til kampene,« siger Claus Thomsen ifølge Brøndbys hjemmeside.

»Derfor er det klart, at det styrker oplevelsen for tilskueren. Og det bidrager nok også til, at de fans, som måske ikke normalt kommer på stadion, gør det for den ekstra oplevelse, det er at opleve spændingen mellem Brøndby IF’s fangruppe og hjemmeholdets fans.«

Brøndby slutter grundspillet på søndag på hjemmebane mod Hobro. De blå-gule ligger inden kampen á point med FC Midtjylland, som har besøg af Sønderjyske.

PÅ VIDEOEN ØVERST PÅ SIDEN KAN DU SE HØJDEPUNKTER FRA SØNDAGENS KAMP MELLEM AC HORSENS OG BRØNDBY