Hobro kan selv bestemme, hvor mange kroner, klubben vil tjene på topscorer Pål Alexander Kirkevold. Hvis han engang bliver solgt.

Det fortæller sportschef Jens Hammer Sørensen i Nordjyske-podcasten Ripodsten, skriver... Nordjyske.

»Jeg vil gerne sige, at han fik en lønforhøjelse, men samtidig fik vi også nogle klausuler ud af hans kontrakt, så det er helt os der bestemmer prisen,« siger Jens Hammer Sørensen.

Det betyder altså, at der ingen (lav) frikøbsklausul findes i den norske angribers kontrakt. Øverst i artiklen kan du se længere indslag om Pål Alexander Kirkevold

Efter lang tids spekulation skrev Pål Alexander Kirkevold for nylig under på en ny kontrakt, der løber til udgangen af 2021.

Den 27-årige nordmand havde ellers kontraktudløb til sommer, hvor han i så fald ville kunne have forladt klubben gratis.

Pål Alexander Kirkevold kom til Hobro i 2015, men det er først i denne sæson, at han har fået sit helt store gennembrud. Det er blevet til 13 mål i de første 19 kampe af sæsonen – og undervejs har han sat Superliga-rekord med mål i 11 kampe i træk.

»Vi har skrevet en lang kontrakt med Pål, men vi forventer ikke, at han er her i alle årene. Det er han simpelthen for god til, og hvis den rette klub kommer på banen med henblik på at hente ham, så stiller vi os ikke i vejen for et salg,« sagde Jens Hammer Sørensen, da den nye kontrakt blev offentliggjort.