Det kan få konsekvenser for Vendsyssel FF's anfører, Alexander Juel Andersen, at han efter klubbens nedrykning til 1. division søndag på Canal 9 udtalte sig kritisk om de klubbens dispositioner.
I hvert fald har sportschef Ole Nielsen nu indkaldt ham til et møde.
Han ønsker ikke at udtale sig om dagsordenen for snakken.
»Det er et internt anliggende, men jeg kan bekræfte, at han og jeg inden for overskuelig fremtid skal have et møde,« siger Ole Nielsen.

I tv-interviewet var Alexander Juel Andersen, som B.T. forgæves har forsøgt at få en kommentar fra, hård i sin kritik af Vendsyssel FF-ledelsen.
»Der sker så mange vanvittige ting, og der er truffet et hav af elendige dispositioner hele vejen rundt. Det gør ondt på mig, når man smider det hele selv. Vi havde 100 procent klaret dette her med de rette forudsætninger. Beslutninger er truffet med bind for øjnene. Det ærgrer mig som fodboldmand. Jeg ville gerne have afgjort det på banen, men der har været mange ting at slæbe rundt på,« sagde Alexander Juel Andersen om en sæson, der i Vendsyssel FF blandt andet har budt på træner- og sportschef-udskiftninger.
Ole Nielsen fortæller, at han ser frem til at høre Alexander Juel Andersen uddybe sin kritik.
»Jeg vil ikke kommentere yderligere på det. Jeg skal have en snak med Alexander. Det er jo gisninger i forhold til det, han mener, og det er også derfor, vi nu skal have en samtale.«

Alexander Juel Andersen har også i næste sæson kontrakt med Vendsyssel FF.
»Det har han, ja,« siger Ole Nielsen, der ikke ønsker at svare på, om parterne også vil have papir på hinanden efter mødet.
Ole Nielsen siger, at det ikke er hans fornemmelse, at der er ballade i Vendsyssel FF's trup.
»Det er klart, at stemningen efter en periode med kun en sejr i 15 kampe ikke er fantastisk. Vi følte på et tidspunkt, at der skulle nye øjne på tingene. Skulle vi give os forhåbninger om at blive i Superligaen, skulle vi se, om vi kunne ændre på den statistik. Det lykkedes desværre ikke. Man kan aldrig sige, at der skulle have været gjort noget anderledes tidligere,« siger Ole Nielsen.

Endnu er det for tidligt at sige noget om, hvor meget nedrykningen præcist vil koste Vendsyssel FF.
»Det begynder vi først nu at få et overblik over. Der er ikke så mange penge i at spille i 1. division som i Superligaen. Men vi får nogle 'faldskærmspenge' med ned. Denne ordning har eksisteret nogle år, så der er en form for kompensation, når vores nye setup skal tilpasses,« siger Ole Nielsen.
Han ser med optimisme frem mod næste sæson.
»Vi kæmper bravt videre og skal nok få lavet en slagkraftig trup, der kan spille med om oprykning til Superligaen. Vores førsteholdstrup er i øjeblikket på 28 spillere. Jeg forventer, at vi hen over sommeren kommer til at tage afsked med 8-10 af disse,« siger Ole Nielsen.
