Nicolaj Thomsen er klubløs i Norge, Kasper Kusk fik først mod slutningen af efteråret spillet sig ind i AaB-startopstillingen igen, og Lukas Spalvis er så godt som fodboldinvalid.

Mathias Wichmann er godt nok lige rykket op i den bedste norske række, men ellers står AaBs eksportsucceser fra den historiske 2014-sæson ikke ligefrem i kø.

Og så er der Lasse Nielsen.

Da de fleste Superliga-spillere kunne se fodbold i fjernsynet 8. december med tankerne på juleferien, rendte Lasse Nielsen rundt i Torino i nærkamp med Juventus' stjerner.

Lasse Nielsen i nærkamp med Juventus-angriberen Moise Kean under en Champions League-kamp i Torino.
Lasse Nielsen i nærkamp med Juventus-angriberen Moise Kean under en Champions League-kamp i Torino. MARCO BERTORELLO

Selvfølgelig gjorde han det, for når Malmö FF har spillet Champions League mod både Juventus og Chelsea, har den tidligere AaBer været med blandt cheftræner Jon Dahl Tomassons udvalgte.

»Det har nok været det fedeste år,« siger den 33-årige danske midtstopper hinsidan.

Her har han næsten udsigt til de københavnske storklubsfornemmelser i FCK, men Vejgaard-drengens egne fornemmelser er, at det er svært at få større i Skandinavien end Malmö. Og det kan være svært at forstå for mange danskere. Især når det forklares af en underspillet nordjyde:

»De sidste fire-fem år er vi jo nok dem, der har klaret det bedst,« siger en næsten modvillig Lasse Nielsen, der fylder 34 til januar.

Lasse Nielsen under et pressemøde forud for en Europa League-kamp i 2019.
Lasse Nielsen under et pressemøde forud for en Europa League-kamp i 2019. PETER CZIBORRA

»Vi slog jo FCM ud af Europa League for et par år siden. Så jo, vi er en af de største sammen med FCM og FCK, som måske er gået lidt i stå,« siger han og forklarer om træner Tomassons rotationsprincip som et udtryk for, hvor stor klubben er.

»Det er en del af pakken, og det er nødvendigt med rotation, simpelthen fordi alle er så gode. Så det er en del af at være i en storklub og meget modsat eksempelvis i Holland, hvor de samme spillede hver gang,« siger Lasse Nielsen, der oftest er blevet foretrukket i de store Champions League-opgør, mens stængerne har fået pauser i Allsvenskan.

Andre danske medlemmer af 'forsvarsspillernes fagforening' har trukket større overskrifter i Champions League, blandt andre Andreas Christensen i Chelsea og landsholdsanfører Simon Kjær i Milan. Og selvom Lasse Nielsen kun har en enkelt landskamp på cv'et, har han skabt sig en succesfuld karriere i udlandet.

»Det har jo været både lidt turbulent og sjovt. Jeg var i lang tid i AaB og tog så til Holland (NEC, red.) i otte måneder, som ikke var nogen kæmpe succes,« fortæller Lasse Nielsen om starten af udenlandskarrieren, der begyndte på en lejeaftale og med NECs nedrykning duftede af hurtig retur til Danmark.

Efter den sidste Champions League-kamp i december smider Lasse Nielsen sin Malmö-trøje ud til de medrejsende fans.
Efter den sidste Champions League-kamp i december smider Lasse Nielsen sin Malmö-trøje ud til de medrejsende fans. Jonathan Moscrop

Men så skete der noget.

»Det gjorde mig stærkere mentalt,« siger han. For pludselig var han belgisk mester i Gent, hvor han var fast mand i Champions League og vandt supercuppen over storholdet Club Brugge.

Også privat har stopperen etableret sig i udlandet, siden han rejste til Holland midt i AaBs seneste mesterskabssæson. To børn er kommet til, og Malmø er blevet hjem.

»Uh! Det er jo fedt. Det tager jo stort set al den fritid til at passe sig selv, og tingene bliver vendt på hovedet,« siger han om tilværelsen med børn i udlandet.

Lasse Nielsen fra sin tid i AaB, hvorfra han først skiftede på en lejeaftale til Holland, inden han fandt succes i Belgien og senere Sverige.
Lasse Nielsen fra sin tid i AaB, hvorfra han først skiftede på en lejeaftale til Holland, inden han fandt succes i Belgien og senere Sverige. Claus Fisker

Ældstesønnen taler en blanding af dansk og svensk, »og når man kigger ferie, er det efter børnepool og ikke +18 år,« griner Lasse Nielsen, der med familien netop er flyttet fra en lejlighed i Malmøs vartegn, den skyhøje Turning Torso.

Her fejrede Nielsen for et par år siden nytår, hvor blandt andre den tidligere AaB-holdkammerat og AGF- og Sønderjyske-spiller Daniel 'DC' Christensen var forbi med familien. Det udviklede sig til en begivenhedsrig aften, for pludselig gik brandalarmen »med hummeren i ovnen«.

»Og så er der altså langt ned fra 33. etage, når elevatoren satte ud,« griner Lasse Nielsen i dag om dramaet, hvor Lasse selv var sidste mand ude ad døren, fordi børnene skulle pakkes i favnen.

»Det var kaos. Da Nicole (Lasses kæreste, red.) løb ned ad trappen med vores søn, faldt han i søvn. Nedenfor mødte de nogle svenskere, som havde taget deres alkohol med.«

Daværende assistenttræner for A-landsholdet Jon Dahl Thomasson (tv.) under en træningslejr er i dag Lasse Nielsens træner i Malmö FF – sammen har de nu vundet to mesterskaber.
Daværende assistenttræner for A-landsholdet Jon Dahl Thomasson (tv.) under en træningslejr er i dag Lasse Nielsens træner i Malmö FF – sammen har de nu vundet to mesterskaber. 9200 Björn Larsson Rosvall/TT

Selv nåede Lasse Nielsen kun fem etager ned, så blev alarmen afblæst, og da Nicole med den sovende søn, 'DC' og resten af selskabet nåede op i lejligheden på 33. etage igen, var hummeren klar.

Når endnu et år er gået, er adressen stadig Malmø. Spørgsmålet er dog, om træneren også i 2022 er den tidligere landsholdsbomber Jon Dahl Tomasson, der sammen med Nielsen og co. har vundet to mesterskaber i træk.

Tomasson er rygtet til større adresser, men det er ikke noget, Lasse Nielsen spekulerer over.

»Vi ved ikke noget,« siger han om sin tidligere landsholdsassistent, som han kan mærke har udviklet sig i sin rolle som chef.

»Han er meget hollandsk i måden, han gør tingene på. Det taktiske og grundigheden. Jeg ved ikke, om man kan sige, han er vokset med opgaven, men han føler sig tryg i det hele hér. Det er et sted, man skal vinde, og det nyder han.«

Den tidligere AaB-spiller følger stadig med i den aalborgensiske klub, og derfor var der også et skævt smil på de aalborgensiske læber, da rygterne om, hvem der i givet fald kunne overtage, hvis Tomasson flyver videre, lød.

»Der er noget med AaB,« griner han med henvisning til, at den tidligere AaB-assistent Allan Kuhn blev mester – og fyret – i Malmö, ligesom Lasse Nielsen ved ankomsten til Sverige blev trænet af en anden tidligere AaB-træner, Magnus Pehrsson. Nu er det den nuværende AaB-træner, Marti Cifuentes, der har en fortid i ungdomsafdelingen i AIK Stokholm, der rygtes som mulig Jon Dahl-erstatning.

»Der er mange hvis'er. På mine år har der jo været tre-fire trænere. Man skal både vinde og spille god fodbold, og på trænerfronten herovre kan du jo se, at får du ikke resultater, så …« siger Lasse Nielsen, der har fulgt med i Cifuentes' AaB i efteråret.

Midtstopperen selv forventer at blive i Malmö FF og forsøge at gentage successæsonen, men der har tidligere været muligheder om et skifte væk fra den svenske storklub.

Malmö har dog takket nej til buddene på Nielsen.

»Pengene har ikke været store nok, men jeg har da haft muligheder andre steder. Når man står i det, så er det selvfølgelig lidt ærgerligt, men det har aldrig været op til mig,« siger Lasse Nielsen, der ikke vil nævne destinationen, men:

»Det har ikke været lige rundt om hjørnet. Det har været lidt eksotiske muligheder og to fine chancer, men de er ligesom forbi,« erkender han om de parkerede drømme.

I stedet har han taget brydetag med Lukaku og løbet om kap med Dybala i efteråret, mens Malmö genvandt mesterskabet på sidste spilledag.

»Jeg ved ikke, om året 2021 har været vores bedste spillemæssigt, men det har været det sjoveste.«