Den danske fodboldspiller Daniel Wass er forundret over, at landstræner Åge Hareide ikke gav ham spilletid i de seneste venskabskampene mod Island og Skotland.

26-årige Daniel Wass spiller til daglig i den spanske klub Celta Vigo, hvor han efterhånden er blevet fast mand i startopstillingen. Og det kastede for nyligt en landsholdsudtagelse af sig.

Selv om Danmark spillede to gange 90 minutter mod henholdsvis Island og Skotland, kom den tidligere Brøndby-spiller slet ikke på banen. Danmarks nye landstræner, norske Åge Hareide, valgte således helt at se bort fra højrebacken.

»Jeg var overrasket over ikke at spille med landsholdet. Jeg er i god form og spiller for det femtebedste hold i den bedste liga i verden. Og når du spiller på sådan et hold og ikke får nogle minutter med landsholdet, så er det mærkeligt,« siger han ifølge den spanske avis Marca.

Daniel Wass har udtalt, at han ønsker at spille på den centrale midtbane for Danmark. I denne sæson har han også fortrinsvis ageret på den centrale midtbane for Celta Vigo.

Fra 2012 til 2015 spillede Daniel Wass for den franske klub Evian, inden han i juni 2015 skiftede til den spanske klub på en femårig kontrakt. Indtil nu i denne sæson har han kun misset en enkelt kamp.

Celta Vigo indtager femtepladsen i La Liga, og holdet har – med otte kampe igen – seks point op til fjerdepladsen, som giver adgang til Champions League-kvalifikation.