Luis Suarez kan få comeback for Uruguays landshold, når de møder Saudi Arabien i en venskabskamp fredag aften.

Den målfarlige angriber har ikke spillet for landsholdet siden den famøse kamp under VM, hvor han bed italieneren Giorgio Chiellini i skulderen. Forseelsen udløste karantæne i fire måneder og de næste ni kampe for Uruguay.

Siden blev dommen dog omstødt til kun at gælde kampe af betydning. Derfor har landstræner Oscar Tabarez udtaget ham til Uruguays venskabskamp mod Saudi Arabien, men endnu er det ikke afgjort, om han får spilletid.

- Jeg vil kun tale med Luis Suarez om mine tanker. Man skal være ydmyg og ikke dømme nogen. Jeg ved, at folk har en mening om det, men det morer mig ikke at dømme nogen, sagde Oscar Tabarez forud for landskampen fredag aften, skriver The Mirror.

FC Barcelona hentede Luis Suarez i sommers, men man har endnu ikke kunne gøre brug af ham andet end i træningskampe. Her kom han på banen for deres B-hold i sidste måned, hvor han scorede to gange i en kamp mod Indonesiens U19-landshold.

Når Barcelona den 25 oktober møder Real Madrid hjemme på Nou Camp, kan Luis Suarez få sin længe ventede debut for Cataloniens fodboldflagskib.