Lyt til artiklen

FC Midtjylland tabte 0-1 ude til Sturm Graz efter i perioder at være spillet ud af banen.

FC Midtjylland har fået en forfærdelig start på Europa Leagues gruppespil.

Midtjyderne tabte torsdag aften holdets første gruppekamp med 0-1 ude til østrigske Sturm Graz, der havde chancer til en langt større sejr. Østrigerne brændte blandt andet et straffespark.

Nederlaget er en lussing til midtjyderne, der har som målsætning at avancere fra den stærke gruppe, der også tæller Lazio og Feyenoord. Lazio vandt de to holds indbyrdes opgør med 4-2.

Gruppens to bedste hold avancerer i Europa League, mens nummer tre ryger over i Conference League, og nummer fire ryger helt ud af europæisk fodbold.

I den henseende var Sturm Graz formentlig regnet som holdet, FC Midtjylland som minimum skulle ende over, men i så fald kræver det, at der sker noget radikalt anderledes i de resterende fem gruppespilsrunder.

Østrigerne virkede nemlig både hurtigere i tanke og handling og var langt mere chanceskabende og afklarede end FC Midtjyllands spillere.

Heller ikke 20 minutter i overtal sent i kampen hjalp FC Midtjylland.

Indtil for nylig lavede Rasmus Højlund scoret bunkevis af mål for Sturm Graz, men efter at danskeren er solgt dyrt videre til italiensk fodbold, har den 19-årige hollænder Emanuel Emegha fået angrebspladsen i Sturm Graz.

Han skulle blot bruge otte minutter på at score til 1-0, da han lidt for let kom først på bolden efter et fladt indlæg.

Den rapfodede hollænder var også tæt på at blive dobbelt målscorer midt i første halvleg, men overliggeren reddede FC Midtjylland, der virkede til at være kommet i menneskehænder.

Også Sturm Graz' danske nyerhvervelse, kantspilleren William Bøving, var pågående og farlig med flere gode afslutninger.

Det lugtede af et 2-0-mål inden pausen, og kun en velspillende Jonas Lössl forhindrede det.

Det gjorde han blandt andet med en pragtredning på Tomi Horvats straffespark fem minutter før pausen. Brasilianeren Evander havde begået straffesparket, da han på besynderlig vis boksede til bolden med hånden, mens han samtidig lavede brydergreb på en Sturm Graz-spiller.

Trods den sløje første halvleg så midtjydernes nye cheftræner, Albert Capellas, ingen grund til at skifte ud i pausen, men spanieren havde åbenlyst lavet ændringer alligevel, for FCM kom langt bedre ud til anden halvleg.

Sturm Graz var dog stadig mest nærgående foran mål, og efter en times spil var der blot få sekunder imellem, at overliggeren reddede FC Midtjylland, og at anfører Erik Sviatchenko reddede en bold på stregen.

Østrigerne burde have afgjort kampen, men endte i stedet med at måtte slide til det sidste for at forsvare den spinkle føring.

Midt i anden halvleg var Anders Dreyer tæt på at udligne på midtjydernes største chance i kampen, men han sendte bolden snert forbi.

Heller ikke udvisningen af Sturm Graz-anfører Stefan Hierlander var nok til at hjælpe FC Midtjylland til point.

/ritzau/

Du kan genopleve begge aftenens kampe i LIVE-bloggen her: