Mandag blev den danske landsholdsspiller Jens Stryger Larsen et stort tema i Tyrkiet og Danmark, da en fejde mellem ham og klubben Trabzonspor blev rullet ud i medierne.

Problemet skulle være så stort, at Jens Stryger Larsen sammen med holdkammeraterne Bruno Peres og Jean-Philippe Ghamin ifølge den tyrkiske hjemmeside medyatava.com har truet med at gå til FIFA for at få deres penge. Millioner af kroner.

Men det er lodret forkert, understreger Jens Stryger Larsen i et interview med B.T.

»Først og fremmest er det fake news. At de har brugt mit navn til at skrive en historie, som ikke passer, på deres hjemmeside. Jeg har ikke gjort noget krav gennem FIFA for at presse klubben,« slår Jens Stryger Larsen fast.

Kasper Hjulmand i samtale med Jens Stryger Larsen under VM i Qatar.
Kasper Hjulmand i samtale med Jens Stryger Larsen under VM i Qatar. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Historien, der er blevet citeret bredt i både tyrkiske og danske medier, kommer i kølvandet på tragedien i Tyrkiet, hvor et jordskælv for en måned siden har kostet utroligt mange menneskeliv.

Samtidig har det været ødelæggende for landets økonomi, og det har Jens Stryger Larsen forståelse for, hvorfor det nager ham at se det modsatte gøre sig gældende i mandagens falske nyhed fra Tyrkiet.

»Jeg ved godt, hvordan situationen er i både klubben og landet. Der har lige været en af de største tragedier nogensinde hernede, og landet lider stadig af det med store økonomiske problemer,« forklarer Jens Stryger Larsen og fortsætter:

»Mange mennesker har mistet deres hjem, og mange liv er gået tabt og så meget andet forfærdeligt. Derfor er det endnu mere træls, at mit navn skal bruges i en sammenhæng om noget, der ikke passer,« pointerer landsholdsbacken.

Jens Stryger Larsen efter en scoring for landsholdet i sommer. På klubplan er han i Trabzonspor, hvor han også har det godt.
Jens Stryger Larsen efter en scoring for landsholdet i sommer. På klubplan er han i Trabzonspor, hvor han også har det godt. Foto: Ulrik Pedersen
Vis mere

Jens Stryger Larsen bekræfter i samme ombæring, at Trabzonspor mangler at udbetale noget løn, men ingen har sagt, at han ikke skulle få dem snart. Tværtimod.

»Det er ikke forkert, at jeg mangler lidt løn, men jeg har tiltro til klubben, og den har sagt, at vi nok skal få lønnen, og den skal komme inden for den nærmeste fremtid. Lige nu afventer jeg det,« forklarer den 32-årige dansker og fortsætter:

»Jeg ved godt, at klubben i forvejen er presset. Præsidenten er lige gået af, og der skal findes en afløser for ham, men klubben har også gjort det klart, at de har brug for lidt ekstra tid. Jeg har ikke presset klubben til at sende mig penge,« siger Jens Stryger Larsen.

Det er ikke første gang, at han ser sit navn i forbindelse med falske historier.

Jens Stryger Larsen mangler noget løn fra Trabzonspor.
Jens Stryger Larsen mangler noget løn fra Trabzonspor. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

I januars transfervindue forlød det blandt andet, at Trabzonspor ville af med ham, men sådan har det ifølge spilleren aldrig forholdt sig.

»Jeg ved ikke, om det var den samme hjemmeside, der skrev, at jeg denne vinter hurtigst muligt skulle ud af klubben, og at jeg ikke var velkommen i klubben, og træneren prøvede at komme af med mig.«

»Jeg er en af de spillere, der har spillet flest kampe i hele sæsonen, så jeg ved ikke, hvad problemet er i forhold til mig og dem,« bemærker Jens Stryger Larsen og melder, at han er glad for at være hos de forsvarende tyrkiske mestre.

»Jeg har det godt hernede, jeg tog til Trabzonspor for at spille en masse kampe, og det har jeg gjort, så der er intet fra min side af.«