Ud af det blå fik han beskeden. Og den undrede ham helt vildt.

Jens Stryger Larsen var fast mand og vellidt i Serie A-klubben Udinese, som han har spillet for siden sommeren 2018, da han i efteråret af sin sportsdirektør blev sendt op på tribunen i stedet for at spille kamp.

Her har han siddet hver gang lige siden, når Udinese har været i kamp.

»Vi var afsted til kamp i oktober mod Sassuolo, og der så det ud til, at jeg skulle starte inde. Men tre-fire timer før kampen fik jeg at vide af sportsdiretøren, at jeg slet ikke var en del af truppen og skulle op på tribunen. Det var en speciel oplevelse. Mine holdkammerater forstod det heller ikke,« siger Jens Stryger Larsen.

Foto: Keld Navntoft
Vis mere

Den danske landsholdsspiller har ikke spillet siden den dag i oktober for den italienske klub, som han forlader denne sommer, hvor hans kontrakt løber ud. Han siger, at han stadig ikke forstår, hvorfor han blev persona non grata i kamptruppen.

»Der var kontraktforhandlinger i løbet af efteråret, hvor vi prøvede at finde en løsning. Jeg har hele tiden sagt, at jeg var åben for at lave en ny aftale, jeg har ikke stået på bagbenene - og kun været positiv. De har måske følt, at det blev for langtrukken. Jeg ved det ikke. Det har været en mærkelig situation, når man tænker på, jeg har været i klubben i fire år og været en af dem, der har spillet mest og altid stået til rådighed for klubben,« siger 31-årige Stryger.

Han har siden da trænet med førsteholdet, men ikke spillet så meget som et minut for Udinese. Han indrømmer, at det har været en hård periode.

»Det har været udfordrende mentalt. Det har været hårdt ikke at have en optakt i løbet af ugen til kamp i weekenden med opbygning af adrenalin og så videre. Jeg har taget det med oprejst pande. Der var nok andre spillere, der havde reageret anderledes. Jeg har prøvet at vende det negative til det positive. Det har været ude af mine hænder,« siger den rutinerede back, som er glad for at være udtaget til landsholdet.

»Jeg har trænet hårdt for at stå skarpt. Kampformen mangler jeg selvfølgelig. Men jeg er stadig den samme Stryger. Jeg har været ude af spillet i Udinese og ikke spillet så meget. Det har måske gavnet mig i nogle corona-år med et tæt kampprogram. Jeg står super-skarpt,« siger Stryger, som nu ser frem til et kommende klubskifte.

»Nu skal jeg finde mig en ny klub. Det er en vigtigt beslutning. Jeg er ikke desperat, nu hvor jeg er kontraktfri.«