OB stiller op uden den 18-årige Yankuba Minteh, når holdet søndag klokken 14 åbner foråret med hjemmekampen mod Randers i Superligaen.

Han har brudt klubbens regler og bliver derfor ikke udtaget. Det oplyser OB på sin hjemmeside.

»Yankuba er udeladt af kamptruppen, da han har forbrudt sig mod klubbens interne husregler. Derfor vil han heller ikke være at finde på banerne i Ådalen i dag (lørdag, red.), lyder det fra OB, der ikke har yderligere kommentarer.«

Yankuba Minteh har i efteråret været en af OBs helt store profiler og har i høj grad været med til, at OB er gået fra at være bundhold til at kæmpe med om en plads i top-6 i Superligaen.

Yankubah Minteh – der her får gult kort mod Horsens – er ikke med i OBs trup søndag. (Arkivfoto). Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Yankubah Minteh – der her får gult kort mod Horsens – er ikke med i OBs trup søndag. (Arkivfoto). Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Vis mere

Den unge gambier fik i sit gennembrud hos OB i efteråret scoret to mål og lavede to assister i syv ligakampe.

Siden 18-årige Minteh tog Superligaen med storm, har der været stor interesse for det unge stortalent.

B.T. kunne under vinterens transfervindue afsløre, at en del interessante klubber havde lagt mærke til Yankuba Minteh – heriblandt Premier League-giganten Newcastle, som skulle have henvendt sig til odenseanerne omkring det unge stjerneskud.

OB ser altså bort fra regelbryderen Minteh, når de hjemme på Nature Energy Park tager mod Randers i en direkte duel om at spille sig tættere på en plads i top seks, som giver adgang til mesterskabsspillet.

Andre læser også