Det er i disse dage 30 år siden, at det danske fodboldmirakel fandt sted i Sverige.
Den krølhårede midtbanefræser John Faxe Jensen spillede som bekendt en hovedrolle, da han knaldede den første scoring ind i 2-0-finalesejren over Tyskland.
Den folkekære EM-helt har nu skrevet en selvbiografi, hvor han selvfølgelig kommer forbi fodboldeventyret i 1992.
Herunder bringer vi et uddrag fra bogens sjette kapitel....
TRIUMFEN
Egentlig stod der blot en enkelt venskabslandskamp mellem mig og sommerferien i 1992. Det var på Brøndby Stadion mod SNG, sammenslutningen af de tidligere sovjetstater, der i modsætning til os danskere havde booket billet til EM-slutrunden i Sverige og havde brug for at pudse formen lidt af.
Men så kom historierne i medierne – og derefter fulgte opringningerne og beskederne: Danmark var inviteret til EM i Sverige på bekostning af Jugoslavien, der faldt for FN’s resolutioner og UEFA’s beslutninger. Jugoslaverne havde allerede indkvarteret sig på Ystad Saltsjöbad, og vi skulle overtage deres værelser og puljen med England, Frankrig og værterne fra Sverige.
Så da vi tjekkede ind i landsholdslejren i Vedbæk 1. juni, hed den næste modstander godt nok stadig SNG, men det var ikke det, der optog os mest. Kampen endte 1-1, men vi skulle til EM! Og der var kun lidt over en uge til den første kamp mod englænderne.
Det var selvfølgelig ikke optimalt at have så kort forberedelsestid, og det hjalp heller ikke, at mange af os skulle nå at spille sidste runde i Superligaen mellem SNG-kampen og vores første kamp i Sverige.
I virkeligheden var det fuldstændig grotesk, at Divisionsforeningen ikke gjorde mere for at prøve at lave det om, men tre dage før matchen mod englænderne løb jeg ind til kamp for Brøndby – sammen med Krogh, Vilfort og Christofte, der også var med i EM-truppen, i Valby Idrætspark mod Frem. Vi tabte 3-1, og Frem sikrede sig bronze, mens vi endte på en skuffende syvendeplads.
Lidt længere nordpå var B1903, der efterfølgende blev til FCK, og Lyngby i direkte duel om DM-guldet med fem mand fra EM-truppen, heriblandt Henrik 'Store' Larsen og Torben Piechnik, der blev væsentlige brikker i EM-fortællingen.
Det var på alle måder åndssvagt, at så mange spillere skulle risikere skader i klubkampe få dage før EM, og det gjorde jo også, at truppen nærmest var spredt for alle vinde, før den overhovedet havde været samlet.
Derfor tog vi naturligvis til Sverige med en lidt kaotisk følelse i kroppen. Og måske er det derfor også blevet så sejlivet en myte, at det var en flok af ferieramte danske spillere, der mødte op til EM. Jeg er med på, at vi gjorde vores til at skrue forventningerne ned ved at joke om, at vi nok ikke var helt så klar som de andre.
Jeg skulle have været på ferie på Bornholm, Richard klagede over, at han skulle have brugt sommeren på at sætte køkken op, Brian Laudrup erklærede grinende, at det ikke kun var kondivand, han havde drukket i sin ferie, der allerede var i gang,
Schmeichel talte om halvtykke feriedrenge – og Flemming Povlsen cementerede feriestemningen med sit berømte citat om, at vi nok skulle holde til 90 minutter. 30 minutter mod England, 30 minutter mod Sverige og 30 minutter mod Frankrig. Men sandheden er selvfølgelig, at vi tog opgaven ekstremt seriøst.
For det første var vi professionelle fodboldspillere og store konkurrencemennesker, og ingen af os havde lyst til at blive gjort til grin på den helt store scene.
For det andet kunne EM blive et kæmpe udstillingsvindue for os alle – inklusive mig selv, der var træt af kaosset i Brøndby – og et par gode præstationer i de tre puljekampe kunne være det, der gjorde klubber i udlandet interesserede.
Og for det tredje var vi på ingen måde i dårlig form. Superliga-spillerne var jo stadig i gang, og selv om stamspillere som Peter Schmeichel, Brian Laudrup og Flemming Povlsen kom hjem fra ligaer i England og Tyskland, hvor sæsonen var sluttet noget før, var det ikke mange uger siden, de havde spillet betydningsfulde kampe.
Betød det, at vi inderst inde troede på, at vi kunne rejse til Sverige og spille med om noget som helst? Helt ærligt: Selvfølgelig ikke. Ikke i starten i hvert fald, og de mange vittigheder var mest af alt en facade, der skulle tage det værste forventningspres af vores skuldre. Vi var helt sikkert bange for at rejse over og blamere os selv fuldstændigt, og vi forventede, at det ville hedde tre kampe og så hjem over sundet.
Men faktisk var der én, der troede på os: Richard Møller Nielsen. Det gjorde landstræneren klart, allerede da vi mødte ind første dag i Vedbæk. Det grinede vi højlydt af.
»Jeg mener det,« sagde han dødsensalvorligt.
For i modsætning til de fleste af os, som bare havde trukket på skuldrene i forhold til rygterne om, at Danmark måske kunne komme til EM på et afbud, havde Richard taget den mulighed helt seriøst. Derfor havde han brugt vinteren og foråret på at forberede sig på muligheden for at møde England, Sverige og Frankrig og lægge en grundlæggende taktik, hvis nu det skulle blive aktuelt.
På mange måder siger den historie alt om Richard. Journalisterne og de danske tilhængere opfattede ham ofte som både kantet, kedelig og med en defensiv tilgang til fodbold. Det image kom han aldrig fri af, heller ikke efter EM, og jeg synes, han endte med at blive vildt undervurderet som træner.
Det var nærmest, som om han i stedet blev latterliggjort, både på grund af nogle underlige fortalelser og historier på pressemøderne, og fordi han først blev vraget som Sepp Pionteks afløser og så taget til nåde igen, da de ikke kunne få ansat tyske Horst Wohlers eller nogle af de andre store navne, der havde været i spil. Dengang følte Richard sig helt klart ydmyget, og det var nok også noget af det, der skabte distancen til journalisterne.
Vi, der oplevede ham tæt på, så et varmt og humoristisk menneske, der havde en enorm indsigt i fodbold. Han kunne godt være lidt gammeldags i sin tilgang, men han elskede også sjov og ballade.
Under EM tog han flere gange mikrofonen i spillerbussen efter kampene og gav sig til at synge sjove og frække sange, mens vi lå flade af grin eller selv skrålede med.
Jeg havde kendt ham helt tilbage fra U21-landsholdet syv år tidligere og vidste, at hans fodboldstil handlede om meget mere end blot en stærk defensiv. Men det er rigtigt nok, at hans udgangspunkt var forsvaret og det nul, der stod på måltavlen, når kampen startede.
»Det er vores bankbeholdning,« sagde han hver gang på taktikmøderne. »Og der er ingen, der skal komme og tage vores penge.«
Men samtidig var Richard også god til at give plads til spillerne selv, så vi kunne tage dirigentstokken og styre spillet frem ad banen. Det gjorde vi også under EM, hvor vi ikke altid kiggede så meget mod bænken, men klarede det spillerne imellem.
På den måde var det en blanding af disciplin og frihed. Men mange spillere slog sig på hans måde at træne på. Øvelserne var mere kedelige end hos Sepp Piontek, og Richard kunne gå helt åndssvagt op i detaljerne.
Det var ham selv, der varmede os op, og det var sådan noget med at løbe på tværs af banen og lave høje knæløftninger. Og han var efter én, hvis man ikke gjorde sig umage. »Op i vandret, Faxe. Helt op,« råbte han.
Det var meget soldateragtigt, også hvis man ikke løb helt ud til sidelinjen, før man vendte om og løb den anden vej. »Du snyder, Faxe,« lød det så. Det var tydeligt, at det var den slags ting, der gik spillerne på – og det var en blanding af mange ting, der fik Brian og Michael Laudrup til at kvitte landsholdet i efteråret 1990.
Heldigvis fik Brian og Richard talt ud, så Brian allerede vendte tilbage i foråret 1992, før det var afgjort, om vi skulle med til EM eller ej. Men Michael holdt fast, og selvfølgelig ville vi gerne have haft ham med til EM. Danmark uden Michael var som Barcelona uden Messi.
Det kunne selvfølgelig mærkes, det er der ingen grund til at lyve om. Men Richard var en kæmpe fodboldnørd og kom godt forberedt – også uden Michael i startopstillingen.
Inden kampene kaldte han os ind enkeltvis på sit hotelværelse, og så havde han nogle store skilte med vores navne på, som han så kunne rykke rundt på en imaginær fodboldbane. Senere fik han en tavle, han kunne hænge små magnetskilte på, men indtil da klarede han sig med papirlapper.
Mit skilt var efterhånden gammelt og slidt, for det havde boet i Richards kartotek siden mine første kampe på U21-landsholdet, og heldigvis havde jeg med det samme en god fornemmelse af at skulle ligge på midtbanen sammen med Kim Vilfort, som både var min værelseskammerat og min faste makker hjemme i Brøndby.
