En 33-årig back uden fremtid i klubben spiller - og en lovende ung landsholdsspiller ser til fra bænken.

Det er den noget paradoksale virkelighed, der udspiller sig i FC København i øjeblikket, hvor den danske landsholdspiller Elias Jelert vrages til fordel for rutinerede Peter Ankersen, der allerede ved, at klubben ikke vil bruge ham fra sommer af.

Men den prioritering er der en soleklar årsag til, fortæller cheftræner Jacob Neestrup efter søndagens 2-0-sejr over Silkeborg i Parken - læs B.T.s dom over kampen her.

»Ankersen spiller, fordi han har gjort det godt. Han giver ro og kommunikerer meget, og så er det klart, at jeg også vælger et hold til, hvor vi kan være mere robuste på defensive hjørnespark - for det har kostet os point, må vi sige,« siger Neestrup og tilføjer om Ankersen:

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Han er en spiller, der passer sin butik. Det er derfor, at han spiller. Jeg ved, hvad jeg får fra ham.«

Unge Jelert var med landsholdet senest, og han kæmper for at blive en del af Kasper Hjulmands EM-trup.

Det kan se noget svært ud, når Ankersen holder Jelert ude af billedet - men den slags fylder intet hos Neestrup.

»Jeg kan ikke skele til sådan noget. Men det gør mig altid ondt at sætte dygtige spillere af, som jeg også holder meget af. Og det er uanset, hvem det er. Men det er en del af gamet,« siger Neestrup og tilføjer om, at Ankersen spiller frem for en spiller med FCK-fremtiden foran sig:

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg spiller med dem, jeg mener er de bedste for FCK på dagen. Det er uanset alder, kontraktsituation eller salgsværdi. Det interesserer mig ikke. Jo, på den lange bane - men ikke når jeg skal sætte et hold en søndag, hvor FCK skal vinde.«

Og dét gjorde FC København søndag.

På mål af Denis Vavro og Jordan Larsson hentede de forsvarende mestre tre point i guldkampen - uden overhovedet at imponere.

Det accepterer Jacob Neestrup, der faktisk valgte at gå på kompromis med, hvordan han helst ser sit FCK-hold se ud.

»Vi mødte et hold, der kunne gøre os og publikum utålmodige, fordi vi for alt i verden skulle ud at have en sejr. Den fælde gik vi ikke i. Vi bevarede balancen, men gik på kompromis med stilarten og det udtryk, vi gerne vil have, at et FCK-hold har i majoriteten af kampene.«

»Det handlede om en ting efter pausen. Vi måtte ikke blotte os. Det gjorde vi ikke, og så ved jeg godt, at normalvis har vi bolden mere på hjemmebane, men det var det kompromis, træneren valgte at lave i dag.«

Og den linje følger angriber Andreas Cornelius.

»Altså, jeg ved ikke, hvem der går op i at imponere. Vi kom for at vinde. Vi var solide, og det er det, der skal til for at vinde kampe og mesterskaber. Det er det DNA, vi skal have.«

»Vi skal ikke tro, vi skal komme for at underholde. Det er ikke meningen. Det er sport. Det er ikke underholdning. Det er fodbold, vi skal vinde,« siger Cornelius knastørt og er helt ligeglad, så længe guldet kommer hjem.

Dét er FCK fortsat med i kampen om at hente, for efter sejren over Silkeborg hænger FCK fortsat med i toppen af rækken.