Danske Michael Laudrup er angiveligt i spil til et af de mest eftertragtede trænerjobs i fodboldverdenen.

Den store spanske sportsavis Marca skriver torsdag, at det danske landsholdsikon er blandt kandidaterne til det ledige managersæde i Premier League-storklubben Arsenal.

London-holdet står uden styrmand, efter at Arsene Wenger efter 22 år i managersædet i den seneste weekend for sidste gang stod i spidsen for klubben, der i de seneste år har haft svært ved at klemme sig ind i top-4 i den bedste engelske række.

Og ifølge Marca har Michael Laudrup nu 'sluttet sig til favoritfeltet' over kandidater til det ledige sæde på Emirates Stadium. Et felt, der angiveligt også tæller Mikel Arteta, Luis Enrique og Maximilliano Allegri.

Michael Laudrup har tidligere - med pæn succes - lagt arm med Premier League, da han som Swansea-manager blandt andet førte den walisiske klub til tops i Liga Cuppen. I sin anden sæson stoppede danskeren dog i klubben, da han ragede uklar med ledelsen.

I dag er Michael Laudrup træner i Qatar-klubben Al-Rayyan Sports Club. Tidligere har han blandt stået i spidsen for Getafe, Mallorca og Spartak Moskva.

Det er dog ikke første gang, at Laudrup bliver sat i forbindelse med trænerjob i klubber i den absolut europæiske top. Spanske medier har tidligere kædet ham sammen med ledige trænersæder i klubber som Barcelona, Real Madrid, Atlético Madrid og Valencia.

Michael Laudrup selv udtalte forleden i et interview med Marca, at han overvejer snart at pensionere sig selv.

»Jeg er i min sidste tid som træner. Dette job i Qatar er mit sidste eller næstsidste. Denne sommer fylder jeg 54 år, og da jeg stoppede i 1998 havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg skulle være træner i så lang tid, som jeg har været nu,« lø det fra den danske fodboldlegende.

BT jagter en kommentar til Arsenal-rygtet fra Michael Laudrup.