»Det var en fantastisk dag med så meget at glæde sig over for dansk fodbold.«
Sådan sagde Kasper Hjulmand ved et onlinepressemøde søndag morgen.
Dagen forinden sikrede danskerkolonien Brentford sig en plads i Premier League, mens danske Andreas Christensen vandt Champions League-trofæet med Chelsea.
Mens landstræneren uddelte stor ros til Thomas Frank og resten af Brentford-danskerne, var det selvsagt 'AC's triumf i verdens største klubturnering, der var det store omdrejningspunkt.
Der er ikke så mange af dem i et langt fodboldliv, så det er med at nyde de sejre, der erKasper Hjulmand
»Det er jo fantastisk stort at vinde Champions League som spiller. Han har haft en stor indvirkning på holdet og en rigtig stor rolle hele foråret, siden Thomas Tuchel kom til klubben,« forklarede Kasper Hjulmand i sine storrosende vendinger.
»Jeg er imponeret over den måde, han går ind og spiller på. Og ikke bare i finalen i går.«
Siden Thomas Tuchels tilgang i Chelsea i januar har danskeren fået mere og mere spilletid på et hold, der har haft nogle suveræne måneder. Både i Champions League og i den hjemlige liga.
Danskeren fik også massiv ros for sin indsats i lørdagens finale, men nu gælder det EM-forberedelser for danskeren, der skal tilslutte sig landsholdet på træningslejren i østrigske Innsbruck.

De øvrige spillere tog allerede afsted i fredags.
»Vi får nogle spillere tilbage, som er glade og har fået lov at nyde momentet,« siger Kasper Hjulmand om Andreas Christensen samt Brentford-spillerne Mathias Jensen og Christian Nørgaard.
»Der er ikke så mange af dem i et langt fodboldliv, så det er med at nyde de sejre, der er. De støder til i morgen (mandag, red.), og så får vi dem indført stille og roligt.«
Danmark skal spille testkamp mod Tyskland på onsdag i Innsbruck.