Den argentinske storklub River Plate har foretaget to af de mere alternative indkøb i bestræbelserne på at skaffe gode resultater på hjemmebane.

Således har man indkøbt to spurvehøge til at våge over den nyligt renoverede hjemmebane Estadio Monumental.

Som en del af renoveringen har man fået anlagt et helt nyt græstæppe, men det har tiltrukket duer og andre fugle, der spiser græsfrø og på den måde truer med at ødelægge den nye velplejede plæne.

De nyindkøbte rovfugle skal jage de andre fugle væk og på den måde sørge for, at grønsværen holder sig flot.

Lokale medier har lagt videoer op, hvor de to spurvehøge bliver sluppet løs og flyver hen over banen som et par dørmænd på vinger.

Estadio Monumental er et stadion med en stor historie i argentinsk fodbold. Det er ofte hjemmebane for nationens landshold og lagde græs til den historiske VM-triumf på hjemmebane i 1978.

Efter syv måneders renoveringsarbejde til næsten 14 millioner kroner vendte River Plate i sidste måned tilbage til hjemmebanen.

Holdets næste kamp er dog på udebane. Det er et møde med ærkerivalerne fra Boca Juniors.

/ritzau/Reuters/