15 millioner euro. Eller godt 112 millioner kroner.

Det er beløbet, som Bundesliga-giganterne Borussia Dortmund, ifølge store tyske medier som Kicker og Bild, har budt på den danske landsholdsstjerne Thomas Delaney, hvilket BT beskrev forleden dag.

Men spørger man Werder Bremen-boss Frank Baumann, så er 26-årige Delaney slet ikke til salg – i hvert fald ikke til den pris.

Delaney i aktion mod Borussia Dortmund, som ifølge tyske medier har givet et kæmpe bud på danskeren.
Delaney i aktion mod Borussia Dortmund, som ifølge tyske medier har givet et kæmpe bud på danskeren. PATRIK STOLLARZ

»Vi ønsker ikke at sælge Thomas, og vi har ikke lovet ham noget som helst. Vores primære mål er at bruge Thomas i den kommende sæson,« siger Baumann til Kreiszeitung, som er den store lokalavis i Bremen.

Frank Baumann kalder beløbet på 15 millioner euro for ’nonsense’. Det transferbeløb ville ellers gøre Thomas Delaney til Danmarks dyreste spiller nogensinde sammen med Pierre-Emile Højbjerg.

Det er den tidligere FC København-midtbanedynamos storspil, siden han kom til Werder Bremen for halvandet år siden, der har gjort ham attraktiv hos ikke bare Borussia Dortmund, som er Tysklands næststørste klub, men ifølge de tyske transferrygter også i Premier League-klubben Brighton.

Bild har sågar i sidste uge skrevet, at hele fem engelske klubber har følere ude efter Delaney, som i dag spiller sidste kamp for Werder Bremen i sæsonen mod Mainz.

Ifølge Kicker er der ingen frikøbsklausul i Thomas Delaneys kontrakt med Werder Bremen, som strækker sig til sommeren 2021, hvorfor Werder Bremen kan tillade sig at spille højt spil med den attraktive danske landsholdsprofils fremtid.

Thomas Delaney fejrer sin scoring mod netop Borussia Dortmund i april.
Thomas Delaney fejrer sin scoring mod netop Borussia Dortmund i april. PATRIK STOLLARZ

Ekstra Bladet skriver i den forbindelse i dag, at Werder Bremen angiveligt kræver 165 millioner kroner, før klubben vil slippe deres danske guldfugl, som har spillet 44 kampe og scoret syv mål siden sit skfite fra FCK i januar 2017.

Thomas Delaney, som før har givet udtryk for sine drømme om at komme til Premier League, blev efter Werder Bremens seneste kamp mod Leverkusen spurgt til, om det var hans sidste hjemmekamp.

»Det ved jeg ikke. Jeg kan ikke sige noget,« svarede han ifølge Bild, som også skriver, at det er Borussisa Dortmunds ambition at sikre Delaneys underskrift inden VM går løs i næste måned.

Men noget tyder på, at det ikke bliver så enkelt endda for Borussia Dortmund - eller andre bejlere - at sikre Delaneys arbejdskraft frem mod den nye sæson. Uanset hvad tør vi godt love, at vi følger transfersagaen tæt her på bt.dk.