Chelsea og Kasper Schmeichel spidser mere og mere til, hvis man skal tro på rygterne.

Kort efter danskerens storslåede VM kom den første historie om en transfer frem, og nu peger mere på et ægteskab mellem de to.

For meget tyder på, at profilen Thibaut Coutois skal være Real Madrids første store sommerkøb, og hvis det som forventet sker, er der ifølge Sky Sports kun to målmænd, Chelsea ser som afløser, og i den duel synes Kasper Schmeichel at stå med gode kort på hånden. For Sky Sports skriver, at den anden kandidat er Petr Cech.

Tjekken var i 11 år, 2004 - 2015, hos netop Chelsea, men blev slået af pinden af Thibaut Courtois, og han har ikke just alderen med sig med sine 36 år. Kasper Schmeichel er fem år yngre.

Ikke kun Sky Sports har bidt sig fast i et skifte til Chelsea for Kasper Schmeichel, der i 2016 vandt Premier League med sin nuværende klub Leicester. Også journalisten Duncan Castles, der specialiserer sig i transfer, beretter ifølge Ekstra Bladet om dialog mellem Chelsea og Kasper Schmeichel i podcasten The Transfer Window.

»Forstår, at Kasper Schmeichel fortalte, at han er et af to emner til at erstatte Thibaut Courtois i Chelsea, hvis den belgiske målmand fuldfører en transfer til Real Madrid«, skriver Castles på Twitter og uddyber i postcasten, at Kasper Schmeichel også har Roma-keeperen Alisson som konkurrent til et skifte til Chelsea, men brasilianeren er meget dyrere.

Kasper Shcmeichels værdi er blot steget efter et flot VM.
Kasper Shcmeichels værdi er blot steget efter et flot VM. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

»De har talt med Kasper Schmeichels repræsentanter omkring et muligt skifte. Som jeg forstår det, har de to stærke muligheder: Alisson i Roma og Kasper Schmeichel. De har talt med Roma, men Alisson vil være meget dyr. Der er snak om 70 mio. euro (ca. 522 mio. kr., red.), mens Schmeichel nok kan fås for omkring £20 mio. (167 mio. kr.). Jeg forstår, at Kasper Schmeichel gerne vil skifte,« siger Duncan Castles ifølge Ekstra Bladet til The Transfer Window.

Men først skal der altså komme et hul i Chelsea i stedet for Thibaut Courtois, der kun har et år tilbage af sin kontrakt med Premier League-klubben og ikke ser ud til at forlænge aftalen. Til dels fordi han har to børn, som er bosiddende i Spanien. Det belgiske medie Het Laatse Nieuws skriver, at Real Madrid har budt 410 millioner kroner for Courtois.