Tovtrækkeriet om den danske landsholdsspiller Patrick Dorgu fortsætter.

For Manchester United giver ikke op - trods flere afvisninger fra den 20-årige danskers italienske klub, Lecce. 

Den kendte transferjournalist Fabrizio Romano skriver mandag på X, at der er et nyt bud på vej fra den verdensberømte engelske klub - mens en italiensk gigant lurer i kulissen.

»Manchester United planlægger at henvende sig til Lecce tidligt på ugen i forhold til Patrick Dorgu. Bonusser bliver en nøglefaktor i det sidste bud for at nærme sig Lecces krav.« 

Alessandro Garofalo/Reuters/Ritzau Scanpix

»Dorgu er allerede enig med Manchester United. Napoli er klar til et sommerskifte,« skriver Fabrizio Romano.

Lecce kræver angiveligt 40 millioner euro - 300 millioner danske kroner - for Patrick Dorgu.

Den danske landsholdsspiller spillede hele kampen, da Lecce i weekenden tabte 0-4 hjemme mod Inter. Han har spillet 21 ud af 22 Serie A-kampe for bundklubben i denne sæson.

Patrick Dorgu står noteret for fire optrædender og et mål for det danske landshold. Målet blev scoret få minutter inde i hans debut mod Schweiz.