Stor undren i Odense: Rasmus Falk får mundkurv på i OB
Den bænkede anfører taler ikke med pressen i denne uge.

Den bænkede anfører taler ikke med pressen i denne uge.

Det var en opsigtsvækkende nyhed, at OB's anfører – Superligakoryfæet Rasmus Falk – måtte indlede søndagens hjemmekamp mod Brøndby på udskiftningsbænken.
OB vandt kampen med 2-1 – og spørgsmålet er nu, om der venter 34-årige Rasmus Falk endnu en bænkplads, når fynboerne mandag møder Falks eksklub FC København i Parken.
Den situation ville Fyens Stiftstidende gerne have spurgt ind til ved OB-træningen onsdag. Men meldingen fra OB var, at Rasmus Falk ikke kommer til at tale med pressen i hele denne uge.
Og det undrer Fyens Stiftstidendes mangeårige fodboldredaktør Leif Rasmussen sig over.

I en klumme på Fyens.dk skriver han blandt andet:
»Det gør da situationen endnu mere speget, at han er anfører og dermed talsmand for holdet.«
»Rasmus Falk er vel så garvet i den branche, at faren for, at han skulle smide hele holdet under bussen er ikkeeksisterende,« skriver Leif Rasmussen og understreger, at OB på denne måde selv åbner for spekulationer om, at Falk skulle være 'sur og bitter' over situationen.
Rasmus Falk udtalte efter Brøndby-kampen til TV 2:
»Hvis jeg skal være ærlig, så synes jeg ikke, det har været så skidt. Jeg var på Rundens Hold efter Randers-kampen, så spillede jeg en rigtig, rigtig god kamp mod FC Midtjylland. Og så spillede jeg en pis-kamp i Nordsjælland. Så det har ikke været så skidt.«
Fyens Stiftstidende oplyser desuden, at holdets tyske stjernespiller Fiete Arp – der tilbragte hele Brøndby-opgøret på bænken – heller ikke er til rådighed for pressen i denne uge.