Bayern München var storfavorit til at vinde den tyske pokalturnering i finalen mod Eintracht Frankfurt.

Men Frankfurt vandt overraskende 3-1 over det sydtyske storhold på Olympia Stadion i Berlin.

Den kroatiske landsholdsangriber Ante Rebic scorede to af målene for Frankfurt og blev dermed den store pokalhelt.

Allerede efter 11 minutter slog Ante Rebic til første gang, efter at Bayern München-spilleren James Rodríguez mistede bolden på midtbanen.

Otte minutter inde i anden halvleg udlignede den polske landsholdsangriber Robert Lewandowski til 1-1, da han ved hjælp af en Frankfurt-fod fik sparket bolden i nettet.

Bayern München-stopperen Mats Hummels havde et hovedstød på overliggeren kort efter, men tættere på sejren kom favoritholdet ikke.

Frankfurt-træner Niko Kovac skal i næste sæson stå i spidsen for Bayern München.
Frankfurt-træner Niko Kovac skal i næste sæson stå i spidsen for Bayern München. Foto: TOBIAS SCHWARZ
Vis mere

Rebic gjorde det i stedet til 2-1 efter 82 minutter, og seks minutter inde i overtiden cementerede indskiftede Mijat Gacinovic sejren med kampens sidste mål på et kontrastød.

Gacinovic skulle bare løbe ned i den anden ende med bolden og sparke den i tomt net, da Bayern München-keeper Sven Ulreich var gået med frem på et hjørnespark i slutfasen.

Den tidligere Brøndby-målmand Lukas Hradecky stod hele kampen for Frankfurt, og finnen stod generelt en god kamp.

Niko Kovac, der lige nu er cheftræner i Frankfurt, bliver fra næste sæson træner i Bayern München. Træner Jupp Heynckes stopper i Bayern München efter denne sæson.

Pokaltriumfen var i øvrigt Frankfurts første titel i 30 år. Det var femte gang i historien, at Frankfurt vandt pokalturneringen.

/ritzau/